Kommunikationsmedarbejder til DTU Biosustain

Kommunikationsmedarbejder til internationalt forskningscenter (vikariat). Kan du tale med forskere, forfatte content til vores sociale medier, lave et internt nyhedsbrev og samtidigt opdatere vores hjemmeside og intranet? Er du samtidig tændt på at blive en del af et internationalt forskningscenter i verdensklasse, hvor vi arbejder side om side med at finde mere bæredygtige løsninger til gavn for samfundet?

Så er det måske dig, vi søger.

DTU Biosustain er på udkig efter en knivskarp kommunikatør. Den perfekte kandidat har hovedet godt skruet på og mod på lidt af hvert.

Jobbet
Dine primære opgaver bliver branding, sociale medier, opdatering af vores hjemmeside, design og grafiske opgaver til diverse events samt interne nyhedsbreve. En af kommunikationsteamets vigtigste opgaver er at koordinere kommunikationsindsatsen internt og eksternt med relevante aktører. En anden vigtig opgave er at formidle vores nyheder om bioteknologi, software/data og iværksætteri i et let tilgængeligt sprog. Demonstreret erfaring med forskningsformidling er derfor en fordel. Det er også vigtigt, at du mestrer at skrive levende og engagerende content til vores sociale medier.

Vi assisterer også med designopgaver og diverse ad hoc-opgaver i administrationen og på Centeret generelt. Så du skal trives med en alsidig og travl hverdag. Du skal have erfaring med enten InDesign/Adobe Illustrator eller Canva til lay-out, illustrationer, logoer og andre visuals. Kender du til nogle af programmerne i Adobe-pakken til videoredigering, billedredigering og/eller kan lave infografik eller infomercials vil det bestemt være et plus. Dine typiske arbejdsopgaver vil være:

  • Opbygning, opdatering/optimering af hjemmeside og intranet (vi benytter Site Core)
  • Vedligehold/udarbejdelse af content til vores sociale medier + social media marketing
  • Udarbejdelse af content til vores infoskærme
  • Benchmarking af SoMe
  • Branding og PR, f.eks. involvering i videoproduktion, explainers/infomercials etc.
  • Superbruger i DTU’s Design Guide, vores CMS SiteCore (hjemmeside og intranet)
  • Udarbejdelse af ugentlige nyhedsbreve samt diverse brochurer og foldere

Vores forventninger til dig
Du skal have en relevant uddannelse f.eks. inden for kommunikation og/eller journalistik for at få succes i jobbet. Dokumenteret erfaring med forskningsformidling, sociale medier, digital marketing og/eller lay-out og illustrationsarbejde er et plus.

Det vil være en absolut fordel, hvis du har erfaring fra en videnskabelig arbejdsplads og/eller med biologisk /naturvidenskabelig kommunikation.

Vi skriver på engelsk, og vores corporate language er engelsk – dog taler vi oftest dansk i teamet. Vi sætter pris på rettidig, ærlig og professionel kommunikation på begge sprog. Du skal være nysgerrig, have mod på at begå dig blandt forskere, andre kommunikatører og øvrige administrative medarbejdere for at få tingene til at lykkes.

Den rette kandidat skal have stort gå-på mod, et køligt overblik, helst en god portion humor og meget gerne sans for den biologiske detalje – så vil du passe perfekt ind i teamet.

Din nye arbejdsplads
Du kommer til at sidde i et team bestående af dig og to andre kommunikatører: en kommunikationsmedarbejder med journalistisk baggrund og næse for erhvervshistorier samt en højtagtet studentermedhjælper, som løser en masse vigtige administrative- og kommunikationsmæssige opgaver.

Teamet er en del af sekretariatet, der består af en receptionist, en eventkoordinator, en administrativ koordinator, der primært varetager personalemæssige opgaver, en serviceassistent, vores IT-support samt kommunikationsafdelingen. Du refererer til sekretariatslederen.

Medarbejdersammensætningen er en skøn blanding af vidt forskellige baggrunde, køn og alder. Alle har det til fælles at de er ambitiøse og har det godt sammen. Selv om vi løber stærkt, hygger vi os i teamet; de fleste af os har en veludviklet sød tand og hang til at tage en social kop kaffe i ny og næ.

Vi kan tilbyde en spændende tidsbegrænset stilling fra primo 2022 til 30. juni 2022 med bred intern og ekstern kontaktflade. Du får gode muligheder for indflydelse på dit job, personlig og faglig udvikling, samt meget engagerede kollegaer fra hele verden.

På DTU bliver du del af et universitet, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Vi værdsætter høj faglighed, og ønsker at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar. En naturlig del af dit nye job bliver således høj faglighed, din egen udvikling og ansvarlig handlefrihed. Du kan læse mere om DTU Biosustain på www.biosustain.dtu.dk

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten (AC) eller anden relevant overenskomst afhængig af uddannelsesmæssig baggrund.

Ansættelsen er administrativt forankret på DTU Biosustain, og arbejdssted er DTU Lyngby Campus.

Stillingen er på 37 timer om ugen i perioden primo 2022-30. juni 2022.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 2. januar 2022.  Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV med foto og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Betina H. Schytte på tlf.: 93 51 14 26.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. 

The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability (DTU Biosustain)
Recent progress in our ability to read and write genomic codes, combined with advances in automation, analytics and data science, has fundamentally changed the scope and ambition of harnessing the potential of biological systems. Big data approaches and analysis of biological systems are key research instruments at the Center. DTU Biosustain utilizes these advances for microbial cell factory design to foster sustainable lifestyles in relation to three application areas: Sustainable Chemicals, Natural Products, and Microbial Foods.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 12.900 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.