Korleder

Korleder, tiltrædelse snarest muligt. (Aug. 2021)
Loud & Reloaded søger en kreativ og engageret korleder.

Vi har brug for dig der kan tage styring på korets musikalske og sang-mæssige udvikling.
Du skal være indstillet på også at arbejde med produktion af øvefiler og backtracks, så vi har mulighed for, også spontant, at tage ud og dele vores sangglæde.
Vi er midt i en udviklingsrejse, og mangler dig til at udpege korets destinationer i fællesskab med os.

Hvem er L&R?
Vi er en gruppe sangglade voksne, der for 2 år siden stiftede egen korforening i Holbæk og vi har i dag 18 aktive medlemmer. Koret er udpræget rytmisk med kræsen sans for gode arrangementer, lækre klange og gerne mere end bare 4 stemmer.
Vi øver tirsdage fra kl. 19:00 til 21.30 i Holbæk.
Vi er et rockende kor med engagerede voksne deltagere.
Vi har humor, uformel omgangsform og god plads til at dyrke det sociale.
Vi vil, at vores ambitioner skinner igennem.
Og så nyder vi friheden i vores hidtidige form, hvorfor vi i fremtiden ønsker at bevare egen-øvning en gang om måneden.

Hvad synger vi:
Vi synger gerne sange i genrerne Rock, Pop, Blues, Soul, Motown og lignende.

Praktisk:
Vi vil rigtigt gerne ud af øvelokalet, og gør det gerne spontant med en stor bluetooth højtaler, trådløse mikrofoner og indspillede backingtracks.
Derudover vil vi selvfølgelig også afvikle koncerter i mere klassisk forstand. Både selv og i samarbejde med andre kor, til festivaler og andet.
Vi er en selvejende forening under Folkeoplysningsloven.

“Vi ved godt, vi ikke er som så mange andre kor!”
Derfor er honorar til korleder også til forhandling, hvor vi lægger vægt på arbejdsformen.
Udgangspunktet er naturligvis gældende tarif for korledere.

Vi afholder løbende samtaler!