Korleder søges til Aarhus-koret Walk and Roll

Fra midt august 2024 har Aarhus-koret Walk and Roll brug for en ny korleder.

Den vi søger kan lide at lære fra sig og har redskaberne til det. En stemme, der kan høres, sikkerhed på klaveret, et ”godt øre”, der spotter det, der mangler før alle stemmer er på plads – og den tålmodighed og sikkerhed i instruktion, det kræver at nå i mål.

Inden din ansættelse vil vi bede om en kort ansøgning, gerne med et CV. Vi holder korprøve i løbet af august. Denne er afgørende for hvem vi vælger som korleder. Kort tid efter start af sæsonen vil vi til alles fordel og i fællesskab evaluere, hvordan det går.

Walk and Roll er et kor som med stor lyst synger primært rytmiske sange for både sjov og alvor. Vores sociale fællesskab er vigtigt.

Vi træner vejrtrækning, øver teknik og nodelære og lærer stemmerne hurtigt og vedholdende, når vi forstår hensigten med din guiden.

Koret har 20 medlemmer med en ideel fordeling af alle stemmer. Vi har snart 20 års erfaring, så vores aldersfordeling ligger på 45 – 70 år. Repertoiret er alsidigt og vi vil gerne synge både nye og kendte sange.

Det særlige men ikke begrænsende kendetegn ved os, er at vi alle har et fysisk handicap i forskellig grad. Vi er kognitivt velfungerende og meget omgængelige.

Hver onsdag kl. 15.00 – 17.00 synger vi i et lokale midt i Aarhus. Koret er tilknyttet FOF, der forestår aflønning. Der er intet tidsmæssigt udløb i ansættelse udover sæsonerne af et halvt års varighed.

Send gerne en ansøgning på mail senest onsdag den 31. juli 2024:

Marianne Møller Pedersen, e-mail: mariannemoeller@gmail.com, tlf.nr. 2117 7638

Tonny Brøgger, e-mail: brgtonny@gmail.com, tlf.nr. 2165 9476