Kreativ fotograf med stærkt visuelt udtryk søges til deltidsjob/freelance
Er du en haj til at skyde flotte videoer og knipse perfekte billeder? Og brænder du for at skabe det helt rigtige udtryk, når du redigerer dit arbejde? Så er du lige netop den vi mangler i Bargroup.
Vi søger nemlig dig, der kan skyde lækre videoer af cocktails, der shakes og fange essensen af en feststemning på dine billeder. Med andre ord, skal du altså kunne formidle skarpe budskaber gennem dine videoer og billeder.
Om stillingen
Du kan være uddannet, i gang med en uddannelse inden for medier, som fotograf eller være en selvlært mester i fotografering og videoproduktion. Så længe du er kreativ og arbejder struktureret, kan du være den rette til jobbet.
Stillingen er på 15-20 timer om ugen, hvor du får mulighed for at udfolde dine kreative evner med et kamera i hånden. Vi forventer, at du kan overholde deadlines og tage ansvar for dine opgaver. Vi søger dig, som er kreativ og kan se nye og sjove muligheder, når der skal skabes visuelt content til vores hjemmesider og sociale medier. Derudover mestrer du også redigeringsprocessen, og har erfaring med Adobe eller lignende programmer.
Vi ser gerne, at du har dit eget udstyr, så vi ved, at du er hjemmevant med et kamera i hånden og kender til ISO, lukkertid, billedfrekvens mm. Har du også flair for lyd og tekst er det et stort plus. Vigtigst er, at du har styr på teknikken og kan arbejde selvstændigt gennem hele processen fra planlægning til eksekvering.
Dine primære opgaver:
- Fotografere og filme content for Bargroups beværtninger
- Redigere video- og billedmateriale i programmer som Premiere Pro og PhotoShop eller lign.
- Lave grafik og skrive korte tekster, der rammer tone of voice og stemning hos vores forskellige beværtninger
- Hjælpe med at lægge materialet op på div. platforme
- Assistere med udvikling af det visuelle udtryk på forskellige SoMe kanaler og content her til
- Være klar på forskellige ad hoc og kontoropgaver i afdelingen
Vi tilbyder:
- Mulighed for at udvikle dine kompetencer
- Sparring med erfarne kollegaer
- Fleksible arbejdstider
- Søde kollegaer og uformel omgangstone på kontoret
- Medarbejderfordele med bl.a. rabat hos alle Bargroups beværtninger
Løn og ansættelse
Stillingen er på 15-20 timer pr. uge med fleksible arbejdstider, så vi sammen kan tilpasse arbejde til dit studie eller andet job. Opstart den 1. april eller hurtigst muligt. Der gives løn efter kvalifikationer.
Send din ansøgning samt CV til mb@bargroup.dk inden d. 21. februar. Send gerne flere eksempler på dit arbejde og evt. links til dine sociale medier med dine billeder og/eller videoer.
Vi forventer at holde samtaler løbende og forbeholder os retten til at lukke ned for ansøgninger, hvis den rette kandidat er fundet inden d. 21. februar.
Bargroup ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Om Bargroup
Hos Bargroup arbejder vi hver dag for at skabe spændende oplevelser for virksomheder og private. Vi udvikler forretninger og koncepter og skaber de bedste rammer for alle typer af events bl.a. temafester, firmafester og cocktailkurser. Bargroup samarbejder på tværs af Fyn og deltager aktivt i Fyns erhvervsliv. Vi har i alt 8 beværtninger rundt omkring i Odense: Viggos, Blomsten & Bien, Kong Tiki, Sir Club, Ryan’s Irish Pub, Klosterkroen, Den Brølende And og Storms Pakhus. Som ansat i Bargroup bliver du en del af et fantastisk team med over 120 ansatte, hvor vores værdier: glæde, ansvarlighed og sammenhold spiller en vigtig rolle i vores arbejdsdag. Du kan læse mere om Bargroup på www.bargroup.dk