Kulturformidler til Holstebro Bibliotek Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked

Brænder du for litteratur og kultur – og er du god til at møde mennesker i alle aldre?

Holstebro Bibliotek er et kulturelt knudepunkt i Holstebro Kommune og vi formidler viden, litteratur og kulturelle arrangementer til alle aldersgrupper. 

Det kræver indsigt og samarbejdsevne og på biblioteket søger vi nu en imødekommende og positiv kulturformidler, der tripper for at få litteratur og kultur ud over rampen til stor som lille gæst på biblioteket, og som vil udvikle og gennemføre kulturarrangementer i samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere.

Vi søger en kollega, der har stor situationsfornemmelse og formår at opbygge relationer i krydsfeltet mellem mange aktører i biblioteksbranchen, den kommunale verden og et væld af samarbejdspartnere lokalt og nationalt. 

Du skal kunne trives med skiftende roller som vært, formidler, sparringspartner og facilitator. Derudover vil der være mulighed for at involvere dig i projekter på tværs af fagområder og brancher.

Vi ønsker en involverende kollega, der brænder for litteraturen og ikke kan lade være med at smitte andre med begejstringen. Vi står overfor en spændende proces med udviklingen af vores materialebestand, og du skal være klar til at kaste dig ud i det arbejde sammen med en flok engagerede kolleger og efterfølgende være med til at bære det fælles ansvar for samlingen. 

Vi prioriterer værtskab og formidling højt, derfor er det vigtigt at du holder af mødet med borgeren og får energi af at være i biblioteksrummet. Det vil være et plus, hvis du er uddannet læseguide, eller har lyst til at tage uddannelsen, da vi arbejder meget med guidet fælleslæsning.

Vores nye kulturformidler kommer i selskab med 32 dedikerede medarbejdere på Holstebro Bibliotek.  Dagligdagen vil veksle mellem opgaver, der foregår på biblioteket og opgaver i relation til planlægning og afvikling af arrangementer.

Stillingen er en 37 timers stilling med ansættelse fra 1. marts 2026.

Holstebro Bibliotek har åbent fra kl. 8.30-21 mandag til torsdag, fredage kl. 8.30-18, lørdage kl. 10-14 og søndage kl. 13 til 16, og der vil være skiftende arbejdstider samt afløsning på lokalbibliotekerne.

Aflønning sker efter gældende overenskomst og lokalaftale.