Kulturkoordinator til Børnekulturhus Ama’r
Nyder du værtsrollen, hvor du både skaber gode oplevelser for Børnekulturhus Ama’rs mange gæster og samtidig er problemløser for at få hverdagen til at fungere? Bliver du inspireret af og vil være med til at afprøve nye kunst- og kulturformater – med, for og af børn? Så er det måske netop dig, vi søger.
Om os
Børnekulturhus Ama’rs fokus er mødet mellem barnet og den udøvende kunstner. Vi tror på, at kulturskabelse og kunst er essentielle elementer i alle børns liv, og at det er med til at danne dem som hele mennesker. Som ansatte står vi for rammer, økonomi, projektledelse, formidling og faciliteter, men mødet med kunsten skabes af barnet i fællesskab med professionelle kunstnere. Der er højt til loftet og uendelig mange muligheder – så længe dannelsesbegrebet og kunsten er i centrum.
Børnekulturhuset er del af Kultur S, en kulturenhed i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune. Her samarbejdes tæt med nærmeste naboer Teater ZeBu, Amager bio, BETA og Loftet.
Om stillingen
Børnekulturhus Ama’r søger ny medarbejder, der kan indgå i et stærkt team af kollegaer. Det er vores fælles opgave at drive huset ved blandt andet at skabe fritidstilbud til vores kulturskole, familieaktiviteter, festivaler, camps samt projekter med skoler og børneinstitutioner og andre kulturhuse på Amager.
Du skal være med til at drive vores kulturskoletilbud. Dvs. håndtere kontakt til forældre, børn og kunstnere, tilmeldinger i vores system og dagligt have styr på fælles mail og telefon. Du skal opdatere vores hjemmeside, oprette billetter og håndtere tilmeldinger til huskunstprojekter, hvilket betyder tæt kontakt og formidling til skoler og institutioner.
Udover de mange projekter fylder husets daglige drift en del. Vi har mange gæster hver dag, og du skal derfor kunne lide at være i værtsrollen og løse mange konkrete og nogle gange lavpraktiske problemer, der følger med denne funktion.
Du kommer til at indgå i et team af superskarpe, erfarne og driftssikre kollegaer, som sætter en dyd i at bringe humoren med på arbejdet.
Om dig
Du har et naturligt overblik over dine opgaver, er handlekraftig og formår at arbejde selvstændigt. Du kan hoppe mellem de langsigtede kommunale strategier og den kortsigtede og meget praktiske afvikling af en børneforestilling. Du finder stor inspiration i og vil være med til at prøve nye kunst- og kulturformater af – med, for og af børn.
Du er god til at motivere og sparre med kollegaer og god til at eksekvere og til at overholde deadlines. Du forstår, at vi løfter i fælles flok og byder derfor gerne ind, leverer og afvikler både på egne og kollegers projekter.
Herudover ser vi også gerne, at du
- forstår administration som en base og ikke en forhindring
- er god til systemer og trives med daglige rutiner
- er god til at kommunikere, formidle og skabe relationer
- har erfaring med fundraising, SoMe, videoproduktion eller grafik
Din faglige baggrund eller erfaring kan være alsidig. Måske har du været lærer eller formidler et andet sted. Vi forestiller os du har mellemlang uddannelse, men det er ikke et krav.
Løn- og ansættelsesforhold
Det er en 37-timers stilling. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Arbejdstiden er fleksibel, og du skal forvente en aftenvagt om ugen og en weekendvagt indimellem. Der aftales løbende aften- og weekendarbejde.
Start 1. marts eller efter aftale.
Yderligere information
Ønsker du at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte daglig leder Søs Vibeke Nielsen på 3284 3211.
Du kan læse mere om Børnekulturhuset her: www.bornekulturhusamar.kk.dk
Søg via linket senest tirsdag den 1. februar 2022
Kultur- og Fritidsforvaltningen
I Kultur- og Fritidsforvaltningen tror vi på, at tillid og samarbejde både øger medarbejdernes trivsel og højner kvaliteten, produktiviteten og vores evne til at gå nye veje.