Kulturmedarbejder
Vil du være med til at sætte præg på musik- og kulturlivet i Odsherred, og er du frisk på en farvestrålende og omskiftelig hverdag med højt til loftet og fleksible arbejdstider, så har vi jobbet til dig.
Kulturmedarbejder til en af Odsherreds største kulturinstitutioner
Vil du være med til at sætte præg på musik- og kulturlivet i Odsherred, og er du frisk på en farvestrålende og omskiftelig hverdag med højt til loftet og fleksible arbejdstider, så har vi jobbet til dig.
Odsherred Bibliotek, Borgerservice og Kulturhuse søger en medarbejder til vores kulturgruppe, som har fokus på blandt andet koncerter, udstillinger, foredrag, folkekøkkener og kontakt til foreninger og frivillige.
Som vores nye kulturmedarbejder får du blandt andet ansvaret for at:
- tage dig af de mange frivillige, som hjælper til i vores galleri og ved de forskellige arrangementer. Ansvaret inkluderer møder, kommunikation og generel vagtplanlægning.
- planlægge vores populære jazzarrangementer og booke koncerter i tæt samarbejde med resten af kulturteamet.
- planlægge vores Torsdage i Pakhuset, som består af et Folkekøkken med fællesspisning og efterfølgende underholdning.
- være redaktør for kulturhusets side på vores hjemmeside odsbib.dk.
- håndtere vores bookingsystem Place2Book, hvor du vil være ansvarlig for at lægge arrangementer ind og opdatere med nyheder.
BOK er en institution, hvor der sker en masse. Udover de faste ansvarsområder, vil du som kulturmedarbejder være ansvarlig for afviklingen af en lang række arrangementer året rundt - dog først og fremmest i hovedsæsonen, som er august til december og januar til april. I den periode skal du arbejde gennemsnitligt én aften om ugen samt hver anden fredag, lørdag eller søndag.
I sommerperioden har vi arrangementer fra juni til august, hvor du gennemsnitligt skal arbejde hver anden lørdag (udenfor din ferie). Du skal altså forvente en hverdag med skiftende arbejdstider, men hvor du til gengæld får indflydelse på og er med til at fremme det rige kulturliv i Odsherred.
Sidst men ikke mindst hjælper vi hinanden på kryds og tværs i hverdagen med at få tingene til at hænge sammen. Du skal derfor også ind imellem være frisk på at hjælpe til med at slæbe stole og borde til koncerter, rense fadølsanlæg og gøre klar til ferniseringer.
Din uddannelsesbaggrund er ikke så vigtig, men vi lægger vægt på, at du:
- er vild med kultur og måske har arbejdet indenfor kulturområdet før
- har erfaring med at samarbejde med frivillige og er god til at møde nye mennesker med et smil
- er kreativ og bobler af nye ideer, som du ikke kan lade være med at dele med os
- er klar til også at løse de mere rutineprægede driftsopgaver, som også vil være en del af din hverdag
- kan håndtere en til tider hektisk hverdag, hvor tingene går stærkt
- er indstillet på en meget skiftende kalender med en del aften og weekendarbejde.
Om BOK:
BOK er hele Odsherreds Bibliotek, Borgerservice og Kulturhuse med syv biblioteksfilialer, fire kulturhuse og et lokalarkiv spredt ud over hele Odsherred. Du bliver en del af en stor kulturarbejdsplads med 37 ansatte, der beskæftiger sig med alt fra kørekortudstedelse til biblioteksdrift, kunstgalleri og afvikling af koncerter og foredrag. Din arbejdsplads er på biblioteket i Nykøbing Sjælland, hvor du skal dele kontor med fem gode kolleger i et sjovt og inspirerende arbejdsfællesskab.
Stillingen er en fast 37 timers stilling med ønsket start 1. februar. Løn ifølge overenskomst.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 21. og 22. december
Læs mere om os på www.odsbib.dk, og tjek vores katalog ud, så du får et indtryk af, hvem vi er, og hvad vi laver. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte leder af BOK Jesper Bertelsen på telefon 20 60 12 53 eller kulturmedarbejder Lisbet Obel Pedersen på telefon 20 63 96 11.
Ansøgningsfrist:
16. december 2020, kl.: 12:00
Om Odsherred
Odsherred er et godt sted at bo, arbejde og besøge. Vi har et naturligt fællesskab med plads til forskellighed, spændende jobs, nye muligheder, virkelyst, nysgerrighed og modighed. Vi er stolte af vores natur, som sætter tankerne i bevægelse og inspirerer dem, der vil udvikle måden, vi lever, oplever, arbejder og driver virksomhed på.
Vi har både parcelhuse til fornuftige priser, landejendomme med plads til hobbylandbrug og rig mulighed for at bo i et fællesskab med andre.
Har du familien med, har vi skoler i dit nærområde, skønne daginstitutioner, og så hjælper vi også din partner med at søge job.
Du er altid velkommen til at kontakte vores bosætningskonsulent Nastasja Ernst.
Se mere på https://vejentilodsherred.dk/
Odsherred Kommune har røgfri arbejdstid pr. 1.-1.-2021