Lærere til C-klasserne

Vi udvider vores specialklasserække, C-klasserne, og søger derfor to lærere, der til sammen kan dække fagene matematik, N/T, biologi, geografi og H/D.

Stillingerne er på fuld tid og til fastansættelse senest pr. 1. oktober 2021.

Hvem er vi? 

C-klasserne er en integreret del af Margretheskolen, en tosporet folkeskole med et støt stigende elevantal, p.t. 420 dejlige børn og unge. Vi er en dynamisk og traditionsrig arbejdsplads, hvor godt humør, udvikling, ansvar, høj arbejdsmoral, medindflydelse og god professionel kapital er nøgleord.

Vi er et velfungerende ledelsesteam, der pr. 1.4. er udvidet med en dygtig afdelingsleder for C-klasserne.

Vi er netop blevet certificeret som UNICEF Rettighedsskole. Vores Rettighedsråd med elev-flertal arrangerer aktiviteter for hele skolen, blandt andet Rettighedsdage, tryghedsvandring på skolen, fælles samlinger mm.

Vi er desuden glade for at være blevet valgt som Musikmagnet i Roskilde nord, hvilket betyder et fortsat fokus på udvikling af musik-kulturen på vores skole til glæde for alle unge i Roskilde nord.

C-klasserne

C-klasserne på Margretheskolen er et tilbud til normaltbegavede elever med opmærksomheds- og koncentrationsforstyrrelser og/eller gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Et skoletilbud, hvor den enkelte elev i størst muligt omfang udnytter sine læringspotentialer og hermed opnår optimal faglig, personlig og social udvikling.

Vi har fokus på, at C-klasserne er en integreret del af vores samlede skole. Dette indebærer, at der er mulighed for at have opgaver i både A-, B- og C-klasserne ud fra den enkelte medarbejders samlede kompetencer.

Skoleudvikling i det nye skoleår 

I Roskilde kommune arbejder vi med inkluderende læringsfællesskaber, faglig ledelse og professionel kapital.

Vi har som skole fokus på fortsat udvikling af motiverende læringsmiljøer af høj faglig kvalitet. Det indebærer blandt andet, at vi systematisk arbejder med undervisningsdifferentiering, co teaching, udvikling af læringskonferencer, overgange samt brug af uderummet i alle fag/alle årgange.

Vi ønsker, at du som vores kommende kollega  

  • er uddannet lærer
  • har efteruddannelse i og erfaring indenfor ADHD og autismepædagogik
  • er fagligt og didaktisk velfunderet 
  • indgår naturligt i værdiskabende relationer med både elever, forældre, kolleger og ledelse 
  • brænder for at bidrage til den fortsatte udvikling af C-klasserne sammen med hele Margretheskolen
  • er positiv, ambitiøs, nærværende, engageret, har et godt humør og aktivt kan bidrage til vores gode personalefællesskab.

Løn- og ansættelsesvilkår 

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. 

Vi gør opmærksom på, at der ved ansættelser i Roskilde kommune indhentes børne- og straffeattest. 

Det praktiske 

Der er ansøgningsfrist torsdag den 19.8.21 kl. 10.00. Vi afholder ansættelsessamtaler mandag den 23.8.21 fra kl. 14.30. Du hører fra os fredag den 20.8.21, hvis du bliver udvalgt til ansættelsessamtale. 

Vil du vide mere? 

Du kan læse mere om vores skole på hjemmesiden https://margrethe-skolen.aula.dk 

Du er også velkommen til at kontakte afdelingsleder Helle Baktoft 6165 5035 eller skoleleder Lone Marker 2089 8587 og høre nærmere om stillingerne. 

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.