Leder til regionalt spillested og medborgerhus - Sønderborghus

Vi søger en leder, der vil være med til at videreudvikle Sønderborghus med de unikke muligheder, der ligger i at have et regionalt spillested, kultur- og medborgerhus, samt levende ungdomskulturhus under samme tag.

Hvem er vi?

Sønderborghus er et af Danmarks 19 regionale spillesteder og er placeret i hjertet af Sønderborg. Sønderborghus er herudover et kultur- og medborgerhus, som tilbyder en bred vifte af tilbud og aktiviteter for borgere og ildsjæle. Samtidig har vi også den daglige drift af Sønderborgs ungdomskulturhus ”Mejeriet”.

10 engagerede medarbejdere og over 30 frivillige ildsjæle er med til at sikre at husets 3 scener, kunstværksteder og café fyldes med liv året rundt.  Sønderborghus afvikler årligt ca. 150 koncerter fordelt på alle musikgenrer.

Hvad forventer vi?

Ledelse og udvikling: Du har det overordnede ansvar for at lede og motivere et team af kulturmedarbejdere og frivillige. Du er i stand til at opbygge et positivt og inkluderende arbejdsmiljø, hvor udviklingen af spillested, medborgerhus og ungdomskulturhus sker naturligt ved at medarbejdere og frivillig inkluderes, involveres og potentialer udnyttes fuldt ud.  

Drift og økonomi: Du har en solid forståelse for eventbaseret drift og økonomi. Du har ansvaret for budgetlægning, regnskabsaflæggelse og ressourcestyring. Det er vigtigt, at du ser fordelene ved at indgå i tæt samarbejde og være sparringspartner med bestyrelsen omkring at sikre de rette rammer for Sønderborghus.

Skærpelse af musikprofilen: Som regionalt spillested forpligter Sønderborghus sig til at skabe et musikprogram på minimum 145 koncerter, som formidler og favner den danske rytmiske musikscene både lokalt, regionalt og nationalt. Som daglig leder vil du have ansvaret for at udvikle, styrke og skærpe musikprofilen på Sønderborghus. Derfor er det vigtigt, at du har et bredt kendskab til musikbranchen og er naturligt nysgerrig på, hvad der bevæger sig i de musikalske vækstlag og genrer.
Du bliver ansvarlig for booking og for den kommende ansøgning om at blive godkendt som regionalt spillested. Vi forventer derfor også, at du har kendskab til forhandling og kontraktarbejde.

Åbent og kreativt medborgerhus:  Sammen med medarbejdere, frivillige og bestyrelsen, arbejder du aktivt for at synliggøre Sønderborghus som et åbent og kreativt mødested for både lokale og besøgende, ved at invitere og inkludere borgere i alle aldre ind som aktive brugere og medskabere af kulturaktiviteter. Med driften af Ungehuset Mejeriet er det vigtigt at tænke helhedsorienteret på det kulturelle indhold, ved både at skabe sammenhæng på tværs af aldersgrupper og give plads til tilbud målrettet specifikke aldersgrupper.

Samarbejde og netværksopbygning: Du vil repræsentere Sønderborghus og skal opbygge nye, samt vedligeholde eksisterende, stærke relationer til samarbejdspartnere, lokale foreninger, musikmiljøer og andre kulturinstitutioner. Du ser Sønderborghus som en vigtig del af et større lokalt, regionalt og grænseoverskridende kulturelt billede og tænker naturligt i partnerskaber og nye samarbejdsformer.


Hvem er du?

Har du erfaring med ledelse og det at drive et spillested, kulturhus eller anden kulturinstitution, vil det naturligt være en stor fordel, men ikke et krav. Vi vægter i høj grad de personlige kompetencer og menneskelige egenskaber, du kommer med; dine ambitioner, dit mod og ikke mindst dine visioner for Sønderborghus. Dog vægter vi musikbranchekendskab og en naturligt stor og veludviklet musikalsk- og kulturel nysgerrighed højt. Du formår at omsætte ord til konkret handling og kan arbejde projektorienteret med medarbejdere og bestyrelse.

 

Vi tilbyder:

  • En stilling med lige dele ledelse og udvikling af spillested, medborgerhus og ungdomskulturhus, i en by og et område i rivende udvikling.
  • En unik mulighed for at sætte dit præg på en stor kulturinstitution i grænselandet, hvor en lang række kulturbrugere og kulturaktører er klar til at benytte vores tilbud og aktiviteter og er åbne for nye, spændende og visionære ideer og kulturelle indslag.
  • Gode muligheder for personlig og faglig udvikling samt netværksopbygning.
  • Fleksible arbejdsforhold, dog må det forventes at aften og weekendarbejde vil være en del af ligningen.

 

Ansøgning:

Sønderborghus ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

 

Send din ansøgning og CV senest 23. august 2023 (via rekrutteringsystemet). Selvom vi læser ansøgninger løbende, vil du ikke kunne forvente svar før efter ansøgningsfristens udløb.

 

Vi forventer at første samtaler til stillingen vil blive afholdt torsdag den 7. september og fredag den 8. september. Eventuelle anden samtaler forventer vi vil foregå onsdag den 13. september.

 

Hvis du har konkrete spørgsmål til stillingen, så kontakt formand for bestyrelsen Theodor Knudsen på mobil 6037 5550 eller næstformand for bestyrelsen René Marc Petersen på mobil 2046 1043. Alle henvendelser behandles fortroligt.