Moesgaard Museum søger to Arkæologer

To medarbejdere søges til udførelse af arkæobotaniske undersøgelser på Moesgaard Museums afdeling for konservering og naturvidenskab.

Moesgaards Museums afdeling for konservering og naturvidenskab søger to medarbejdere, der sammen med afdelingens øvrige ansatte kan bidrage med undersøgelsen af arkæobotaniske og vedanatomiske levn fra arkæologiske undersøgelser samt deltage i udgravninger i felten.

Der vil være mulighed for at bidrage til områdets faglige udvikling, have faglige diskussioner omkring opgavernes løsning samt udvikling og evaluering af arbejdsgange og metoder.

Har du lyst til at deltage i denne spændende udvikling og blive en del af et kompetent hold, der sammen løser komplekse opgaver inden for konservering og naturvidenskabelige undersøgelser i et givende og tværgående fagligt miljø sammen med museets øvrige medarbejde, så er det måske dig, vi søger.

Der er tale om stillinger, der har reference til afdelingslederen.

Moesgaard Museum

Moesgaard Museum er et statsanerkendt kulturhistorisk specialmuseum for arkæologi og etnografi. Museet har arkæologisk ansvarsområde i Aarhus, Odder, Favrskov og Samsø Kommuner samt ansvar for Nyere Tid i Odder og Samsø. Museet har tillige en Etnografisk Afdeling samt en omfattende udstillingsvirksomhed mv.

Afdelingen for konservering og naturvidenskab har indenfor det naturvidenskabelige område en tæt kontakt med stort set samtlige danske museer med et arkæologisk ansvarsområde og har tillige arbejdsopgaver for udenlandske institutioner. Vores undersøgelsesområder spænder vidt og omfatter f.eks. makrofossiler, vedbestemmelse, pollen, osteologi, metallurg, dendrokronologi mv.

Integrationen mellem de forskellige undersøgelsesmetoder samt udvikling af disse i samarbejde med vores eksterne samarbejdspartnere er centralt for afdelingens virke.

Afdelingen er hovedsageligt baseret på løsning af indtægtsdækkede opgaver i ind- og udland. 

Jobbet

Du bliver en del af et team med dygtige og engagerede kolleger, der sammen med vores arkæologiske afdeling løser opgaver inden for:

  • Arkæologiske undersøgelser
  • Forskning
  • Formidling

Dig

Vi søger to arkæologer indenfor det arkæobotaniske felt, der kan arbejde selvstændigt, udvise fleksibilitet og trives godt i samarbejde med kolleger, kan kommunikere med eksterne opdragsgivere og som tillige kan supplere i vores arkæologiske afdeling som feltarkæolog.

Du har relevant uddannelse på kandidatniveau indenfor arkæologi. Udover arkæobotanik vil erfaring med vedbestemmelse og SoMe være en fordel. Vi forventer desuden, at du har dokumenteret arkæologisk erfaring og gerne erfaring i Qgis. Kørekort og beherskelse af dansk eller andet skandinavisk sprog vil være et aktiv.

Der vil ved ansættelse blive lagt vægt på, at du kan dokumentere en eller flere af nedenstående kompetencer:

  • Har skrevet speciale eller afhandling med et emne indenfor det arkæobotaniske område og har bred forståelse for samspillet mellem agerbruget og de forhistoriske kulturer, også gerne indenfor det nordiske område.
  • At du har udgravningserfaring og gerne erfaring med prøvetagning og rådgivning i felt.
  • At du sprudler af ideer og har lyst og evne til at formidle din viden på skrift og i tale på både akademisk og populært niveau.

Du tilbydes

Vi tilbyder et spændende job med faglige udfordringer, med højt til loftet og store ambitioner. Arbejdsstedet er på Moesgaard Museum. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt i gennemsnit. Løn og ansættelsesvilkår ifølge overenskomsten for akademikere i staten, en række personalegoder og en aktiv personaleforening. Tiltrædelse snarest.

Er det dig?

Så send snarest muligt ansøgning og relevante bilag i doc- eller pdf-format som en samlet fil til job@moesgaardmuseum.dk og skriv ”arkæobotaniker”.  Alle henvendelser behandles fortroligt. Ansøgninger behandles efterhånden som de kommer ind, og ansættelse vil ske hvis den rigtige kandidat findes. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for konservering og naturvidenskabelig afdeling Peter Hambro Mikkelsen på tlf 28 99 25 38 eller på e-mail phm@moesgaardmuseum.dk