Musikalsk leder til kor
Er du ultrarytmisk og har lyst til at være musikalsk leder for et dygtigt amatørkor med et stærkt og sjovt fællesskab?
Børkop
Hvem er vi?
KORiøs er et dygtigt, rytmisk amatørkor, stiftet i 2018, med 30-35 kompetente og friske sangere (og en gennemsnitsalder på godt 40). Vi har mange erfarne korsangere, men også nogle lidt mindre øvede. Alle kan orientere sig i et nodebillede, og flere er stærke nodelæsere. Vi er primært fra Børkop og Brejning, men har også medlemmer fra Vejle og Fredericia.
I KORiøs vil vi sangglæden, vi vil det finurlige, og vi vil fællesskabet. Dertil har vi store, musikalske ambitioner!
Hvad drømmer vi om?
Vi drømmer om en ultrarytmisk og erfaren korleder, der med en portion energi og humor kan styre og inspirere koret til videre udvikling. Du skal have lyst til at arbejde med det lidt skæve og kantede, med sangglæden og -modet. Samtidig ønsker vi et stort fokus på den gode lyd, på tightness og på de små, lækre detaljer. Vi søger inspirerende og udfordrende arrangementer med passende sværhedsgrad, så koret får mulighed for at opleve, at sangen, musikken og fællesskabet går op i en højere enhed.
Vi søger en korleder, der har stor forståelse for mennesker og for fællesskabets betydning for sangen og musikaliteten – én, som vil arbejde for at få det bedste frem og skabe udvikling ved alle korets medlemmer.
Du skal kunne instruere på klaver til øveaftenerne og evt. akkompagnere til koncerter.
Hvad kan du få?
Du kan få fingrene i et entusiastisk, sjovt og ambitiøst kor, hvor medlemmerne vil hinanden og musikken. Vi synger normalt 4-6-stemmige arrangementer, vi er med på lidt af hvert, og vi ønsker at udvikle os! Vi ønsker at komme ud over scenekanten og at smitte.
KORiøs øver hver tirsdag aften kl. 19-21.15 (inklusiv en lille pause) i Kulturhuset Markant, Børkop. Vi har ca. 36-38 prøver på årsbasis, og vi følger skolernes feriekalender. Vi har 1-2 koncerter pr. halve år med dygtige musikere tilknyttet. Herudover kunne vi godt tænke os at arrangere fx øvelørdage, korweekender, korture, workshops og lign.
Koret har en aktiv bestyrelse på 5 personer, som varetager de praktiske opgaver og lægger et stort engagement i samarbejdet med dirigenten, i visionstænkningen og i at styrke korets DNA.
Løn efter aftale.
Eksempler fra vores repertoire (som gerne må udvides)
-
Uden Forsvar – Marie Key, Andreas Sommer (arr. Line Groth)
-
Give In – Tina Dickow (arr. Jens Johansen)
-
I morgen er der også en dag – Andres Odbjerg (arr. Kirsten Elling/Claus Hartvig)
-
Just Sing It – Carsten Gerlitz
-
That Cat is High – J. Mayo Williams (arr. Jens Dalsgård)
-
Venus – Robbie van Leeuwen (arr. Jan Pieter Groenhof)
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien