Musiklærer til Ollerup Efterskole Sang & Musik
Forestil dig en hverdag med 121 musikinteresserede unge, der spiller hinanden gode og samles i et kor af mangfoldige og smukke stemmer. Midt i det hele står du og dine engagerede kolleger samlet om at folde musikaliteten, menneskene og fællesskabet ud. Det føles ofte som en stor legeplads! Indimellem er det også vedholdenhed og hårdt arbejde, der dog lønner sig når glæden bobler og taget letter.
Vi har nogle af Danmarks mest passionerede musik-efterskoleelever, som vi ønsker at udvikle og stimulere. Vi dyrker i høj grad ambitioner - men til gengæld ikke stjerner. Hos os er stjernen alt det vilde, vi kan sammen, og fællesskabet den ramme, der giver tryghed, glæde, skabertrang og udfoldelseslyst. Hos os trives forskellige niveauer og genrer side om side.
Det samme grundlag gælder for vores personalegruppe, hvor vi glæder os i fællesskab over det, vi lykkes med sammen - i kraft af de forskellige kompetencer, vi hver især byder ind med.
Sang og Musik står højt, men ikke alene - vi holder af mange forskellige slags udfoldelser og bakker hinanden op.
Vores musiklærere er efterskolelærere på lige fod med de boglige lærere - og har ud over musikundervisningen tilsyn, kontaktgruppearbejde samt andet efterskolelærerarbejde, der ikke nødvendigvis er knyttet til musikken.
Du skal altså have lyst og mod til at løse mange andre opgaver end dem, der knytter sig til musikken.
DIN MUSIKPROFIL
Vi er særligt interesserede i en stærk profil med kompetencer indenfor sangskrivning, musikproduktion og lydstudie, samt opsætning og afvikling af live-optræden/elevshows.
Du skal også befinde dig godt med 8-10 elever i et musiklokale.
Vi forestiller os, at du har en musikuddannelse på konservatorieniveau eller
lignende.
Du skal helt sikkert indgå i følgende undervisningsopgaver:
- Musikteori
- Musikhold (primært studie og sammenspil)
- Musikvalgfag, heriblandt sangskrivning
- Soloundervisning, gerne guitar
- Morgensamlinger
I din ansøgning skal du skrive klart, hvad du kan byde ind med og på hvilket niveau.
Selvfølgelig primært indenfor det musikalske område, men har du andre faglige kompetencer, må du meget gerne nævne dem også.
Musiklærergruppen siger følgende om dem selv:
"Vi er et team bestående af 6 musiklærere, som sammen ønsker at løfte elevernes musikalske niveauer og udvide deres horisont i et ikke-konkurrencepræget miljø.
Vores samarbejde er præget af hjertevarme og humor med fokus på det fællesprojekt som musik- og efterskolelærere."
Det er vigtigt, at du har lyst til at indgå i dette samarbejde og vil være med til at tage ansvar for både drift og udvikling.
DINE PERSONLIGE EGENSKABER
Du vil give noget af dig selv til andre og kan lide at være sammen med unge mennesker. Samtalen med dem falder dig naturlig - også om andre emner end musikken.
Du er en tydelig voksen, der bidrager til at forme elevernes kultur og håndhæve skolens regler. Du tør gå ind i konflikter, samtale og handle - også når det er svært.
Du kan inspirere musikalsk og samtidig sørge for at eleverne er mødt og holder orden i musiklokalet. Du kan tjekke rengøring med et smil og følge op på det, der ikke er gjort.
Du er i det hele taget en seriøs og engageret kollega, der er på forkant og kan arbejde struktureret i en hverdag med mangfoldige gøremål.
VI KAN TILBYDE
En attraktiv arbejdsplads på en velfungerende skole med god søgning og økonomien i orden. Gode faciliteter, smukke bygninger, egen koncertsal og en fortryllende udsigt. Masser af glæde og begejstring og muligheden for at gøre en
forskel. Et ambitiøst og dygtigt personale, der er optaget af den fælles opgave og har øje for hinanden.
Skolen er beliggende i Ollerup på naturskønne Sydfyn. Vi har få kilometer til Svendborg, der er en mini-metropol, som byder på det meste. Teatre, museer, foreningsliv, charmerende butikker og ikke mindst et utroligt stærkt musikliv.
Som ansat på Ollerup Efterskole bliver du del af et stærkt musiknetværk, der tæller mange forskellige samarbejdspartnere.
FORMELT
Send din ansøgning med CV, uddannelsesbeviser og referencer i en samlet pdf-fil til mail@ollemus.dk - skriv “musiklærer” i emnefeltet. Vi skal have din ansøgning senest kl. 12.00 torsdag d. 14. december 2023.
Vi planlægger at holde samtaler mandag d. 18. december i tidsrummet 14-21. Du skal forberede dig på at samtalen indeholder en praktisk musisk del også.
Tiltrædelse: 1. august 2024
Hvis du vil vide mere om os, anbefaler vi, at du tager et grundigt kig på vores hjemmeside www.ollemus.dk/ - hvor du blandt andet kan læse om vores
mangfoldige musikliv.
Du får desuden en god fornemmelse af musikken, hvis du kigger på videoer på vores youtube kanal og facebookside. OE records på Spotify er også værd at tjekke ud - her ligger elevernes egen musik, som er indspillet og produceret i løbet af opholdet på skolen.
Der er i udgangspunktet tale om en stilling på 80%. Ansættelsen sker i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og LC.
Yderligere oplysninger kan fås hos skolens forstander Mette Sanggaard. Skriv mail med dit telefonnummer til ms@ollemus.dk - så ringer hun dig op.
OBS
Som musiklærer på Ollerup Efterskole kan du godt have nogle spillejobs i din fritid.
Dit job på skolen kommer dog i første række og det er der, du skal have dit primære engagement. Du kan i udgangspunktet ikke få fri fra tjeneste for at komme ud og spille.