Musiklærere søges til undervisning i Syd- og Sønderjylland

Vi ønsker at tilbyde et stærkt musikundervisningsprogram til vores kunder og søger nu musiklærere til flere forskellige instrumenter og i flere forskellige kommuner i Syd- og Sønderjylland.

Send derfor en ansøgning, hvis du har lyst til at undervise hos os. Skriv i din ansøgning hvad du spiller og i hvilket område, du kan undervise - så vender vi hurtigt tilbage til dig.

Du skal naturligvis være uddannet i dit instrument. Undervisningserfaring vil blive foretrukket men er ikke et krav.

Som underviser hos AOF er du selv ansvarlig for udviklingen af dit kursusmateriale, og du har på samme måde meget frie rammer i forhold til kursusindhold, -struktur og -længde. Dog sker planlægningen af kurset i dialog med vores leder af Folkeoplysningen, som du kan bruge til sparring efter behov.

Ansættelse sker efter reglerne i Folkeoplysningsloven, når der er deltagere nok på dit kursus. Aflønning sker ifølge Statens lønbekendtgørelse for Folkeoplysning. Timelønnen er pt. 286 kr. pr. lektion á 45 minutter (inkl. forberedelse). Hertil kommer 12,5 % feriepenge.

Hvis du vil være en del af vores skole, så skal du have lyst til selv at gøre en indsats for at sprede budskabet om dit kursus. Vi hjælper gerne med materiale, men da du bliver ansat fra kursus til kursus, øger du ganske enkelt din egen jobsikkerhed, når du deler et opslag på Facebook, hænger en plakat op i Brugsen og lægger en flyer på biblioteket eller hos din frisør. Vi gør alt, hvad vi kan – men vi klarer os bedre med din hjælp.

AOF Center Sydjylland dækker 12 kommuner og dermed hele Syd- og Sønderjylland. Vi er 165 engagerede lærere og et lille, godt sammentømret administrativt team.