Odense Teater søger en Statistkoordinator til Det Europæiske Slagtehus

Har du lyst til at være med, når Odense Teater skaber en af de største forestillinger i teatrets historie? Odense Teater søger en struktureret, udadvendt og engageret person til rekruttering og koordinering af et større antal statister, som skal medvirke i forestillingen ”Det Europæiske Slagtehus” til efteråret.

OM JOBBET

Du kommer til at være helt tæt på produktionen af ”Det Europæiske Slagtehus”, som instrueres af stjerneinstruktøren Tue Biering. Hele Odense Teaters ensemble medvirker i forestillingen. Så der er på alle lagt op til en stor teateroplevelse. Jobbet har to faser: En rekruttering- og planlægningsfase og en afviklingsfase.

 

 

DINE OPGAVER

Rekruttering og planlægning
Dette arbejde foregår i perioden 15. maj – 15. august 2022. Arbejdstiden er fleksibel.
Statister castes i samarbejde med instruktør Tue Biering samt produktions- og forestillingslederne.

 

Afvikling
Dette arbejde foregår på udvalgte dage i prøveperiodens sidste fase samt til alle forestillinger. Der er tale om perioden 15. august – 8. oktober 2022.
Statistkoordinatoren sørger for, at alle statister møder ind til aftalt tid og sørger for alle praktiske omstændigheder i forbindelse med deres medvirken i forestillingen.

 

 

OM DIG

Vi forestiller os, at du er teaterinteresseret. Du har muligvis erfaring med teaterproduktion på amatørniveau eller anden form for koordinerende/administrativt arbejde. Derudover skal du trives i en omskiftelig periode med daglig kontakt til mange forskellige faggrupper. Det kræver, at du går til opgaven med både systematik og smil på læben og formår at navigere med overblik– også når det går stærkt.

 

Jobbet er berammet til i alt 200 timer og honoraret er på 30.000 kr.

 

Ansøgning og CV sendes pr. mail til job@odenseteater.dk senest d. 11. maj 2022 kl. 12.00. Samtaler foregår mandag d. 16. maj.

 

Spørgsmål rettes til Teaterdirektør Jacob Schjødt på telefon 26 17 38 02.