Presseansvarlig til SMK
Vil du være med til at formidle fortællingen om Danmarks nationalgalleri – omgivet af 700 års kunsthistorie og en masse fantastiske og fagligt engagerede kolleger, der brænder for kunsten?
SMK (Statens Museum for Kunst) søger en erfaren og ambitiøs presseansvarlig til vores kommunikationsafdeling. Her bliver du en central spiller i arbejdet med at fortælle om museet, kunsten, vores visioner og værdier – både nationalt og internationalt. Du vil få en vigtig rolle som sparringspartner for direktionen og lede presseindsatser på tværs af museets mange fagområder.
Om stillingen
Som presseansvarlig får du ansvaret for at tilrettelægge og gennemføre nationale og internationale presseindsatser i forbindelse med udstillinger samt håndtere issues management og kriseberedskab. Du skal kunne navigere i et miljø med stor opmærksomhed fra medier og offentlighed og have en naturlig autoritet i rollen. Kommunikationsafdelingen er tværfaglig, og du får tæt samarbejde med museets forskellige afdelinger.
Du får en pressemedarbejder som nærmeste kollega og refererer til museets vicedirektør og kommunikationschef.
Vi forventer, at du har:
- Solid journalistisk erfaring, der kan understøtte SMK’s unikke rolle og position
- Forståelse af en politisk ledet organisation
- Kunsthistorisk fundament og branchekendskab
- En levende interesse for den værdipolitiske og kulturpolitiske debat i samfundet
- Et stærkt og relevant netværk
- Nysgerrighed på museers rolle som samfundsaktør i en verden i forandring
I en periode, hvor museets nye strategi skal formuleres, får du mulighed for at bidrage med din indsigt i aktuelle samfundsagendaer og være med til at sætte retning for kommunikationsafdelingens arbejde, ligesom du skal være pennefører på afdelingens strategi. Du vil desuden spille en vigtig rolle i åbningsåret for SMK Thy, et stort og epokegørende projekt for museet.
Dine opgaver som presseansvarlig
- Formidling af museets nyheder til danske og udenlandske medier
- Varetage den daglige kommunikation med journalister og medier
- Planlægning, koordinering, eksekvering og evaluering af presseindsatser, herunder pressemeddelelser, pressemøder og opfølgende pressearbejde
- Vedligeholdelse og udvikling af et stærkt netværk blandt journalister, meningsdannere og interessenter
- Rådgivning af museets medarbejdere og ledelse i pressehåndtering
- Monitorering af aktuelle issues, udarbejdelse af talepapirer og krisehåndtering
- Udarbejdelse af artikler, kronikker og debatindlæg i samarbejde med museets direktion
Kvalifikationer og personlige egenskaber
- Relevant uddannelse og dyb erhvervserfaring inden for presse og kommunikation med fokus på kulturområdet.
- God indsigt i den aktuelle medievirkelighed, herunder nationale og internationale medier
- Fremragende skriftlige og mundtlige kompetencer med sans for journalistisk vinkling og korrekt grammatik. Flydende dansk en forudsætning, engelsk en fordel.
- Evne til at spotte og følge dagsordener og vurdere, hvornår museet bør træde frem
- Strategisk og struktureret tilgang til arbejdet
- Selvstændig, initiativrig og samtidig en stærk teamspiller med gode samarbejdsevner
- Kan overholde deadlines og bevare overblikket under pres
- Velorienteret, proaktiv, opsøgende og nysgerrig i dit arbejde
- Personlig gennemslagskraft og troværdighed
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er 37 timer. Der kan forekomme akutte opgaver uden for almindelig arbejdstid. Din arbejdsplads er på SMK, 48-50 Sølvgade, København K
Ansættelses sker i henhold til relevant overenskomst. Ansættelse senest 1. september.
Ansøgningen
Du søger jobbet via vores e-rekrutteringssystem på SMK’s hjemmeside www.smk.dk, hvor du under ”jobs” følger anvisningerne.
Du modtager en automatisk udsendt mail som kvittering for vores modtagelse af din ansøgning mv.
Vi skal have modtaget din ansøgning senest 21. juni 2025. Indkaldelse til samtaler sker løbende.
Er du klar til at gøre en forskel for Danmarks nationalgalleri og formidle kunstens betydning i samfundet? Så hører vi gerne fra dig.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, så skriv til vicedirektør og kommunikationschef Marie-Louise Dunker Nielsen på mldn@smk.dk eller ring fredag 6. juni 9-12 eller mandag 16. juni 10-11 på 5272 0000.
Om SMK
SMK huser landets største kunstsamling og er en forskningsinstitution under Kulturministeriet og hovedmuseum for billedkunst i Danmark. Museet har ca. 180 ansatte (svarende til ca. 120 årsværk).
Som medarbejder på SMK vil du bl.a. få mulighed for at deltage i medarbejderomvisninger, udstillingsåbninger m.m. Der holdes månedlige husmøder for alle museets ansatte, hvor kollegaer beretter om kommende udstillinger, forsknings- og konserveringsprojekter, formidlingsopgaver, kampagner osv. Museet lægger stor vægt på sammenhængskraften på tværs af museet, hvor alle bidrager til at løfte museets strategi. Se mere på www.smk.dk.