Pædagog til Børnehuset Harmonien

Pædagog søges til musik- og bevægelsesvuggestue

Vores skønne børn og dejlige kolleger søger en engageret og faglig pædagog til vores vuggestue i et barselsvikariat med mulighed for fastansættelse. Barselsvikariatet er på 35 timer om ugen med start d. 1.november 2021.

Børnehuset Harmonien er en integreret institution med 52 vuggestuebørn, 16 børnehavebørn i en småbørnsgruppe, samt 52 børnehavebørn i skovbørnehaven. Vores skovbørnehave ligger i Svaneparken i Birkerød, mens resten af institutionen holder til på Mariendalsvej 24 på Frederiksberg.

Vores værdigrundlag og menneskesyn bygger på, der er en positiv intention bag enhver adfærd. Derfor arbejder vi med anerkendende relationer, hvor både børn og voksne føler sig værdsat. Målsætningen er at skabe en dynamisk hverdag, hvor værdier som anerkendelse, omsorg, respekt, tillid og handling er omdrejningspunktet. Vi tror på barnets kompetencer og på, at den voksnes primære rolle er at være forbillede for det, vi ønsker at give børnene.
Rytmik, musik og bevægelse er en stor del af vores pædagogiske hverdag og derfor håber vi, at du har lyst (og måske har erfaring med) at bruge musikken/sangen som et pædagogisk redskab. Vi arbejder målrettet med inklusion og effektstyring og bruger de narrative fortællinger som en af metoderne til at udvikle vores pædagogik og empati. Ligeledes arbejder vi systematisk med de pædagogiske læreplaner, samt mønsterbryderindsatsen, der ligesom effektstyring er gode, kommunale direktiver på Frederiksberg.
 I dagligdagen arbejder vi procesorienteret med børnene. Det betyder, at børnene er aktive medspillere i alle aktiviteter og daglige gøremål så som påklædning og borddækning. Vi tror, at børnene får et større selvværd ved at "kunne selv" og ser det som en del af deres kompetenceudvikling, når de er aktører i deres egen hverdag.

Vi er en engageret personalegruppe med godt humør, der ønsker at praktisere en kontinuerlig udvikling af Harmonien både mht. vores kerneydelser i forhold til børn og forældre, vores kollegiale samarbejde m.fl. - samt udvikling af personalegruppen og den enkelte ansatte. Ligeledes ser vi det sociale samvær i personalegruppen som en vigtig værdi. I Børnehuset Harmonien vil du i dit barselsvikariat kunne forvente en kontinuerlig faglig og personlig udvikling i samspil med en stor gruppe kolleger med mange forskellige kompetencer, hvor gensidig læring er central for udviklingen af den enkelte og hvor vi glæder os til at tage imod alt det, du kan bidrage med.

Vores forventninger:

  • Du kan og vil være igangsættende i forhold til børn og pædagogisk udvikling
  • Du er reflekterende, empatisk og i stand til at give og modtage konstruktiv kritik
  • Du er åben og imødekommende - at du tør og vil gå foran samt kan støtte op, når andre gør det samme
  • Du har et positivt livssyn, personligt overskud og er løsningsorienteret - også når dagene bliver "vendt på hovedet"!
  • Du er indstillet på faglig og personlig udvikling og tør stå ved dine faglige holdninger
  • Du er parat til at tage et ansvar for udviklingen af Harmonien, samt har en holdning til, hvad der skaber en god hverdag og institution for børn, forældre og personale
  • At respekten for den enkelte og dennes ressourcer står som noget centralt for dig og du i handling og formidling tydeligt er i stand til at vise dette
  • Du i din ansøgning forholder dig til, hvorfor du søger barselsvikariatet i netop Harmoniens vuggestue, samt dine faglige og personlige egenskaber. Hvilke værdier taler til dig?

 Vi forventer ligeledes, at du kan stå til rådighed indenfor tidsrummet kl. 6.45-17.00 (altså både ville kunne åbne og lukke institutionen). At du er åben for, at der kan være tilfælde, hvor du midlertidigt eller fast tilknyttes en anden aldersgruppe end den, du oprindeligt er ansat.

Alle, der er uddannet pædagog, uanset alder, køn og nationalitet, er velkomne til at søge. Vi betragter en alsidig personalegruppe som en fordel. Det er dog en forudsætning, at du har gode danskkundskaber, da mundtlig og skriftlig formidling er en stor del af jobbet.


Praktisk:
Inden du søger, må du meget gerne komme og besøge os. Her får du mulighed for en rundvisning af huset samt en god fornemmelse af pædagogikken, de fysiske rammer m.m. Ring for aftale og spørg efter Monica (leder) på 38 21 14 50 eller Katinka på 28 98 14 55. Vi opfordrer dig også til at læse vores virksomhedsplan og pædagogiske læreplan, som kan rekvireres på harmonienfrie@gmail.com

 Ansøgningsfrist: 19.oktober 2021. Samtaler afholdes løbende.

Vi er organiseret i BUPL, som har indgået overenskomst med SPIA. Vi vil indhente referencer fra tidligere arbejdspladser.

Vi GLÆDER os til at læse jeres ansøgning!

Med venlig hilsen
Børnehuset Harmonien

Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden. Vi er en moderne kommune, der betjener knap 104.000 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.
 

Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.