Pædagogisk assistent
Fantastisk arbejdsplads, højt fagligt niveau, lavt sygefravær, skønne børn, dejlig natur og tilbud om uddannelse
Elsker du at arbejde med børn, vil du være en del af et godt fællesskab og vil du være med til at skabe udvikling og læring hos vores børn – så skal du være pædagogmedhjælper i børnehaven hos os i Mariehønen!
Vil du være en del af en rigtig god arbejdsplads?
Børnene er i centrum i alt, hvad vi gør. Vi taler sammen om det vi gør og ved at det er os som voksne der er ansvarlige for at børnene har verdens bedste hverdag hos os. Og lige så vigtigt – vi kan lide at være sammen, og glæder os til at møde vores kolleger hver dag. Vi har også et lavt sygefravær, og det gør at vores planer holder stik, vi har overskud, arbejdsglæde, faglig udvikling og plads til at tage godt imod en ny kollega.
Er du vild med udvikling og synes du det er skønt med engagerede forældre?
I Mariehønen understøtter vi børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling ved at sætte ord på deres følelser og handlinger og ved at være tydelige i mimik, toneleje og øjenkontakt. Vi guider og støtter børnene i deres leg og er opmærksomme på, hvornår vi som voksne skal gå foran, ved siden af eller bag ved barnet. Vi holder til i en gammel landsbyskole i Ledøje i smukke naturomgivelser. Vi har en positiv og engageret forældregruppe, som bl.a. har startet Foreningen Mariehønens venner. Og så har vi to spritnye el-ladcykler, som vi bruger til små og store ture ud i det fri.
Vi ligger i cykelafstand til s-togstation
Mariehønen holder til i en gammel landsbyskole og ligger i fantastiske naturomgivelser i Ledøje i cykelafstand til Veksø, Ballerup og Måløv Station. Vi har de skønneste børn og nogle meget engagerede forældre. Og så har vi en dygtig personalegruppe, som hver dag gør sig umage med at skabe stjernestunder for og med børnene.
Der er plads til det du er god til i Mariehønen
I Mariehønen er vi optaget af at støtte børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling gennem leg, læring og ved at sætte ord på deres følelser og handlinger. Vi guider og støtter børnene i deres leg og er opmærksomme på, hvornår vi som voksne skal gå foran, ved siden af eller bag ved barnet.
Måske er du særligt god til noget helt bestemt, som du vil dele med huset? Det kunne være natur- og udeliv, musik, mindfullness, børneyoga, teater eller måske er du simpelthen god til at sætte aktiviteter i gang og lege med børnene – det tager vi imod med glæde.
Vil du gerne uddannes som pædagogisk assistent?
Er du ikke allerede uddannet pædagogisk assistent, kan der være mulighed for at tage PAU uddannelsen.
Er du vores nye kollega?
Vi forestiller os, at du
- Har erfaring med at arbejde med børn
- Er god til børn, kan vise empati og forståelse for hvordan barnet tænker, oplever og føler.
- Er god til at tage ansvar som den voksne og hjælpe og støtte børnene, der gør det bedste de kan
- Er energisk, god til at tage initiativ og bidrager med gode ideer til aktiviteter
- Er nysgerrig og ved at din egen læring aldrig stopper
- Bidrager positivt til et stærkt kollegialt fællesskab
Børnehuset Mariehønen er normeret til 24 vuggestuebørn og 42 børnehavebørn. På din stue er I 1 pædagog, 1 medhjælper og dig til 16 børn. Stillingen er på 30 t/u med start d. 1/9 eller snarest derefter.
Lyder det som noget for dig? Så send os din ansøgning og CV senest d. 3/8 2021. Vi holder samtaler i uge 32 – og glæder os til at høre fra dig!