Polaris søger lærer med linjefag i dansk
Vil du have et meningsfyldt job?
Vil du hjælpe børn med særlige udfordringer godt på vej, så de kan leve op til deres fulde potentiale, og kunne du tænke dig at gøre en mærkbar forskel i et ungt menneskes liv? Så kom og bliv en del af Polaris - Behandlingsskolernes skoletilbud for psykisk sårbare unge.
Polarisskolerne
Polaris består af to skoleafdelinger under Behandlingsskolerne som tilbyder behandling og undervisning for unge i alderen 12-18 år. Eleverne på Polaris er normaltbegavede og ikke udadreagerende. For langt størstedelens vedkommende er de plaget af affektive problemstillinger og generel psykisk sårbarhed. De har gerne én eller flere diagnoser indenfor bl.a. personlighedsforstyrrelser, angst, OCD, skizofreni, autisme- eller ADHD-området. Fælles for eleverne er, at de profiterer fra et roligt miljø, hvor relationsarbejdet er i centrum.
Klasserne kan være op til 8 elever, og hvert klasseteam består af en lærer og en pædagog. Tilbuddet varetager således 1:4-støtte for vores elever.
På Polaris søger vi at tilrettelægge en positiv undervisningssituation i form af faglige og pædagogiske aktiviteter, der styrker barnets selvværd, nysgerrighed og engagement. Samtidig er vi ambitiøse på vores elevers vegne og har som eksplicit mål, at alle går op til folkeskolens afgangsprøver. Via vores miljøterapeutiske fokus medvirker al personale på skolen til, at de unge lærer at begå sig i dagligdagen og i grupperelaterede aktiviteter.
Er du vores nye lærer?
Den ledige stilling er på Polarisafdelingen i Vanløse. Stillingen er en fuldtidsstilling som faglærer i dansk for elever i udskolingen (7. til 10. Klassetrin), herudover med klasselæreransvar for en enkelt klasse med elever på 7. og 8. klassetrin.
Du har linjefag i dansk og gerne erfaring med eller mod på også at undervise i enten håndværk/design, billedkunst, musik eller madkundskab. På grund af skærpede krav vil kun færdiguddannede lærere komme i betragtning.
Vi søger en lærer med overblik, rummelighed, et roligt temperament og en god portion humor. Måske har du erfaring fra specialområdet, men hvis ikke har du en stor interesse for området og masser af mod på udfordringer. Du er tydelig i dine forventninger og har altid en plan for undervisningen. Samtidig udviser du stor fleksibilitet i relationsarbejdet med eleverne og har gerne plan b, c og h i skuffen.
Da der kan være stor spredning i elevernes faglige niveau, skal du kunne tilbyde differentieret undervisning og fange eleverne der, hvor de er. Sammen med det pædagogiske personale vil du have stor indflydelse på tilrettelæggelsen af skolehverdagen, så du skal kunne tage initiativ og have et godt drive. Du skal se tværfagligt arbejde som en styrke og trives med at arbejde i teams.
Du er den trygge voksne, der kan skabe positive relationer, men også evner at sætte grænser og mål. Du skal trives i interaktionen med eleverne og kunne håndtere, når elever af og til bliver ophidsede eller kede af det. Hverdagen på Behandlingsskolerne kan være uforudsigelig, så et skud situationsfornemmelse, evnen til individuel kravtilpasning og rummelighed i forhold til elevernes problematikker er derfor et must.
Som kollega ønsker vi os en udpræget teamplayer, der gerne giver en hånd med for at få kabalen til at gå op i en omskiftelig hverdag. En dårlig joke og et godt grin gør bare, at arbejdet bliver sjovere og glider nemmere for alle. Hvis du også har et kørekort til personbil, kan vi ikke få armene ned!
Hvad kan vi tilbyde?
Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor du vil kunne gøre en mærkbar forskel for særlig udsatte unge, og det bliver aldrig kedeligt.
Dine nye kollegaer består primært af andre lærere, pædagoger og psykologer. Alle er de ambitiøse ildsjæle med stærke pædagogiske egenskaber og menneskeligt overskud. De trækker frem godt sammenhold i personalegruppen og kort vej til ledelsen som noget af det bedste ved arbejdspladsen. Psykologerne har deres daglige gang på skolen, så udover at arbejde med eleverne, har de også til opgave at supervisere medarbejderne ugentligt og løbende ved behov. Du vil komme til at deltage i daglige morgenmøder, supervision og fælles ugentlige personalemøder.
Vi afvikler desuden løbende mange større og mindre projekter for eleverne, som giver personalet anledning til at inddrage egne interesser og kompetencer; f.eks. dykning, e-sport, ridning, selvforsvar, musikproduktion og parkour. Det giver alt sammen masser af mulighed for faglig sparring og udvikling.
Vi har overenskomst med Lærernes Centralorganisation og pensionsordning hos Lærernes Pension. Derudover har vi gratis morgenmad og varm frokost fra vores egen kantine som del af det pædagogiske måltid med eleverne.
Ansøgningsfrist = hurtigst muligt!
Det er tale om en fuldtidsstilling ud fra årsnorm og forventet opstart er senest 3. januar 2022. Stillingen ønskes dog besat hurtigst muligt, hvorfor vi løbende vil tage kontakt til kvalificerede kandidater. Vi imødeser derfor din ansøgning snarest og glæder os til at høre fra dig!
Har du spørgsmål?
Du kan læse meget mere om Polaris på vores hjemmeside www.behandlingsskolerne.dk.
Har du konkrete spørgsmål til stillingen på Polaris, er du velkommen til at kontakte læringsansvarlig souschef, Frederik Markussen på frederikm@behandlingsskolerne.dk.