Produktionsleder til DR Koncerthuset
DR Koncerthuset søger produktionsleder til DR’s ensembler.
Har du lyst til at blive en del af en ambitiøs kunstnerisk arbejdsplads, hvor vi sammen skaber unikke musikalske oplevelser for et levende publikum og samtidig sender musikken ud til skærme og højttalere i hele landet? Og vil du være en del af et team, som med høj faglighed arbejder for at forløse musikken ved de mange koncertproduktioner i DR Koncerthuset? Så er stillingen som produktionsleder i DR Koncerthuset måske noget for dig.
Som produktionsleder i DR Koncerthuset får du ansvar for en række faste såvel som tværgående opgaver, og du bliver en del af et team som arbejder med koncertproduktion på højeste niveau - både i DR Koncerthuset og ved national og international turnévirksomhed. Du vil sammen med dine nære produktionslederkollegaer få ansvar for forberedelse, koordinering og afvikling af koncertaktiviteter, indledningsvis med fokus på DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret, senere som ressource, og i vagtplanlægningen, i det tværgående produktionslederteam. Omdrejningspunktet er DR’s Ensembler, som er en integreret del af DR’s udsendelsesvirksomhed. Langt de fleste koncertproduktioner transmitteres via radio, TV og digitalt, hvilket fordrer teknisk koordination og indsigt, udover de mere traditionelle kompetencer indenfor koncertproduktion. DR Koncerthusets ensembler omfatter DR Symfoniorkesteret, DR Koncertkoret, DR Vokalensemblet, DR Big Band, DR Pigekoret og korene i DR Korskolen.
Vi søger en person der er/har:
- erfaring med og/eller uddannelse indenfor klassisk musik og/eller musik og koncertproduktion.
- interesse for og meget gerne erfaring med planlægning og afvikling af koncert- og turnévirksomhed
- kendskab til, og forståelse for, værdier og behov hos professionelle sangere, musikere, solister og dirigenter
- initiativrig, ansvarlig og kan arbejde selvstændigt og få tingene afsluttet
- praktisk anlagt med overblik og sans for detaljen
- gode kommunikations- og samarbejdsevner
- har nemt ved at sætte sig ind i og arbejde efter rammer, retningslinjer og overenskomster
- behersker skriftlig og mundtlig engelsk
- godt humør med en fleksibel indstilling i en travl hverdag
Udover koncerter, kan ansvaret for f.eks. prøvespil, assistentplanlægning, honorarudbetaling, facilitets -og teknikbestilling og en lang række andre opgaver forekomme.
Aften og weekendarbejde må påregnes ligesom lejlighedsvise turnéforløb.
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. august, 2025. Ansøgningsfrist er 1.juni, 2025. Samtaler fra medio juni.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit cv og relevante eksamenspapirer. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk. Du søger ved at klikke på ”Søg stillingen” i højre side. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Produktions og Planlægningschef Flemming Bo Nielsen på flbn@dr.dk / 2854 4320. Det er en forudsætning for ansættelse i stillingen, at du har en ren børneattest. DR indhenter som sidste del i ansættelsesprocessen din børneattest hos Rigspolitiet.
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge. Du kommer til at arbejde i DR Byen, som har røgfrit miljø og metro lige til døren.
DR Koncerthuset, Den levende musik og P2 er en afdeling under DR Kultur, Børn og Unge som varetager følgende public service-aktiviteter: DR Symfoniorkestret, DR Koncertkoret, DR Big Band, DR Pigekoret, DR Korskolen, DR Musikariet samt radiokanalen P2.
Ud over public service-aktiviteterne er DR Koncerthuset hjemsted for en række kommercielle aktiviteter og arrangementer; herunder rundvisninger, konferencer og events samt koncerter med eksterne kunstnere og artister.
DR Koncerthuset producerer årligt over 350 arrangementer og yderligere ca. 150 koncertoplevelser rundt i hele landet.
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien
