Sangpædagog søges til Det Danske Drengekor
Ca. 40 sangere i alderen 9 -15 år glæder sig til at møde dig!

Helleruplund Kirke
Det Danske Drengekor søger en sangpædagog til korskolen, hvor du hver uge deltager i korprøverne og har mulighed at arbejde med drengene enkeltvis.
Du får i samarbejde med dirigenten ansvaret for stemmesundhed og udvikling, både hos den enkelte dreng og for koret generelt.
Du deltager i korets 2 ugentlige prøver, hvor dine primære opgaver er opvarmning/stemmepleje og indstudering, både i grupper og enkeltvis.
Formålet er at fremme drengenes stemmedannelse, fastholde og udvikle korets vokale niveau med sigte på at kunne præsentere på højt fagligt niveau til alle Koncertkorets aktiviteter, herunder forestillinger på Det Kongelige Teater.
Vi forventer:
· At du har høj faglighed og viden om stemmedannelse og erfaring med undervisning af børn, gerne drenge
· At du med engagement, kreativitet, musikalsk og pædagogisk indsigt tager ejerskab over korets trivsel og udvikling
· At du indgår i korets ledelse med planlægning og sparring om både koret og især den enkelte sanger
· At du har en brændende interesse for stemmen som instrument og kan skabe et naturligt og legende læringsrum omkring børnene
· At du er en nysgerrig, inspirerende og empatisk person med menneskeligt overskud
Vi tilbyder:
· Et spændende arbejdsmiljø med høj faglighed og højt ambitionsniveau, hvor vi løfter opgaverne i fællesskab og hvor den faglige sparring med dygtige kolleger er en naturlig og inspirerende del af opgaven
· Stor indflydelse på korskolens udvikling og fremtidige aktiviteter
· Professionel administration, som varetager al koordinering og kommunikation
Ansøgningen sendes til korets daglige leder Charlotte Borchorst Faurschou på cf@detdanskedrengekor.dk
og skal være os i hænde senest fredag d. 18. februar kl 12.
Der er samtaler med prøveundervisning mandag d. 28. februar mellem kl 15.30 og 17.30, hvor du bliver bedt om at arbejde med 3 sangere, sammen og hver for sig.
Du er velkommen til at ringe til koncertkorets dirigent Emil Ritter på tlf 2085 5565.
Aflønningen foregår som en fast månedsløn, baseret på 40 ugers undervisning pr år (6 timer pr uge, primært tirsdage og torsdage eftermiddage), årsløn i alt 60.000 kr.
Vi er opmærksomme på, at stillingen skal kunne passes ind i et aktivt musikerliv og vi tilbyder derfor mulighed for lejlighedsvis omlægning af undervisningen.
Om Det Danske Drengekor:
Det Danske Drengekor ønsker at skabe store musikalske oplevelser for små korsangere.
Drengene i Det Danske Drengekor elsker at synge, og de er stærkt motiverede af at skabe noget særligt og smukt ved en fælles indsats. De fleste af drengene begynder at synge i Spire- eller Juniorkoret, før de bliver optaget i Koncertkoret i 8-9 års alderen.
Det Danske Drengekors Koncertkor er et højt profileret kor, der optræder med et bredt repertoire i samarbejde med mange forskellige partnere – fx til kirkekoncerter, i tv-shows, reklamefilm og ved større events - og så er de også en fast del af børnekoret på Operaen på Det Kongelige Teater.
Vores mission er at skabe en sammenhængende korskole, med fokus på fællesskab og dannelse, som rummer drenge helt fra spirekor og juniorkor, op gennem koncertkoret, og videre derfra til et voksenliv med korsang.
Korets fundament er en stærk frivillig indsats med engagerede forældre og med en professionel ledelse, bestående af dirigent Emil Ritter og leder Charlotte Borchorst Faurschou.
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien
