Studieleder for rytmiske uddannelser

Det Jyske Musikkonservatorium søger snarest muligt en studieleder for de rytmiske uddannelser i Aarhus.

Det Jyske Musikkonservatorium søger snarest muligt en studieleder for de rytmiske uddannelser i Aarhus

Studielederen har det daglige ansvar for driften og udviklingen af de rytmiske uddannelser. Afdelingen består af uddannelserne Rytmisk Musik (RM), Rytmisk Musik og Bevægelse (RMB), Almen Musikledelse (AM). Der er ca. 120 studerende på afdelingens uddannelser, 20 fastansatte undervisere og ca. 40 timeansatte undervisere.

Studielederen arbejder sammen med den øvrige ledelse om implementeringen af studieplanerne (fra 2019), der blandt andet har vægt på større grad af valgfrihed. Derudover har studielederen et tæt samarbejde med studieadministrationen om den praktiske tilrettelæggelse af undervisningen.

DJM er i gang med at implementere en strategi, der fokuserer på kunstnerisk medborgerskab. Den nye studieleder bliver en central medspiller i virkeliggørelsen af denne strategi gennem udvikling af uddannelserne i samspil med omverden, studerende og undervisere.

Stillingen er placeret i DJM’s afdeling i Aarhus. Der må påregnes online deltagelse i møder og andre aktiviteter med eksterne samarbejdspartnere.

Som studieleder er du:

  • Den, der – sammen med undervisere og studerende – udstikker visioner og retning for uddannelserne
  • Ansvarlig for - sammen med Studienævnet - at sikre kvaliteten af afdelingens uddannelser
  • Medansvarlig for at sikre et godt studiemiljø for de studerende
  • Medansvarlig for optagelsesprøver
  • Personaleleder for underviserne med vægt på et godt og inkluderende samarbejde med et velfungerende underviserteam
  • Ansvarlig for at gennemføre medarbejderudviklingssamtaler (MUS) med de fastansatte undervisere
  • Ansvarlig for rekruttering af undervisere i samarbejde med den øvrige ledelse.
  • Ansvarlig for udarbejdelsen af timefagfordelingen
  • Budgetansvarlig for området i samarbejde med den øvrige ledelse og administration

Vi forventer, at studielederen:

  • Har en stærk faglig baggrund inden for rytmisk musikudøvelse og/eller musikpædagogik
  • Har kendskab til uddannelsesområdet
  • Har erfaring med ledelse og brænder for strategiske udviklingsprocesser
  • Kan tale og skrive engelsk på højt niveau
  • Er villig til at lære og har en åben og nysgerrig tilgang til sit arbejde
  • Er venlig og imødekommende og bevarer overblikket, selv i pressede situationer
  • Er handlekraftig og vedholdende, når det er påkrævet

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en fuldtidsansættelse på 37 timer pr. uge. Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst og er til besættelse snarest muligt. Studielederen refererer til rektor og har faglig sparring med vicerektor.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for Akademikere i staten. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg.

For yderligere spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte rektor Claus Olesen på telefonnummer 5117 6456 eller på clol@musikkons.dk eller vicerektor Keld Hosbond på telefonnummer 5117 6461 eller på keho@musikkons.dk

Alle med de fornødne kvalifikationer opfordres uanset alder, køn, race, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist

Torsdag den 12. august 2021 kl. 20.00.

Ansættelsessamtaler vil finde sted fredag den 20. august.

 

Det Jyske Musikkonservatorium er Danmarks største konservatorium med over 400 studerende fordelt på 2 afdelinger beliggende i Aarhus og Aalborg. DJM tilbyder uddannelser til og med solistklasseniveau inden for både klassisk, rytmisk, elektronisk og global musik samt flere forskellige videreuddannelser. DJM har en stærk international profil, top moderne faciliteter på begge adresser og lægger vægt på såvel det kunstneriske som det pædagogiske element i uddannelserne. Du kan læse mere om Det Jyske Musikkonservatorium på www.musikkons.dk