Studio Manager
Jeg søger en studio manager på deltid til at hjælpe mig i min kunstpraksis.
Opgaverne indebærer blandt andet projektstyring, fundraising, planlægning af produktion og løbende kommunikation med ex kunstinstitutioner, gallerier, leverandører og bygherrer.
Jeg søger en der er baseret i eller omkring København til at hjælpe mig ca. 10 timer om ugen. Stillingen er timelønnet.
Jeg søger en studio manager til at hjælpe mig i min kunstpraksis. Jeg arbejder i mange forskellige medier og skalaer. Du kan få et indblik i nogle af de ting, jeg laver på min hjemmeside: www.jenssettergren.com
Jeg har flere forskelligartede projekter på vej, bl.a. udsmykninger og større institutionelle udstillinger. I 2023 får jeg brug for hjælp til at koordinere en række projekter i Danmark, samt i Kroatien, Italien og Frankrig. Jeg søger en studio manager til at hjælpe mig ca. 10 timer om ugen med administration, kommunikation og opgaver forbundet med produktion af værker. Arbejdet foregår på mit atelier på Fabrikken for Kunst og Design, Sundholsmvej 46, eller på lokationer hvor der udstilles eller produceres.
Det er vigtigt for mig, at vi får et hyggeligt og udviklende samarbejde, og at der er en god hverdag på atelieret. Som udgangspunkt vil der være én fast arbejdsdag på atelieret. Resten af timerne vil være fordelt på ugen til løbende opgaver og kommunikation. Derfor vil det også være muligt at arbejde hjemmefra noget af tiden.
Arbejdet indebærer mange ad hoc-opgaver, og du skal kunne holde flere bolde i luften og prioritere mellem arbejdsopgaver.
Arbejdet er freelance og starter med en prøveperiode på 2 måneder. Som udgangspunkt er stillingen ca. 10 timer om ugen (kan variere efter behov), med henblik på at stillingen i fremtiden kan vokse sig større, eller kan udvide sig i perioder ifm. specifikke projekter. I intense arbejdsperioder forventer jeg, at det bliver mere end 10 arbejdstimer. Derfor er en vis grad af fleksibilitet også nødvendig – også pga. behovet for løbende kommunikation.
De vigtigste arbejdsopgaver er:
– At stå for atelierets kommunikation udadtil og friholde mig fra mail og telefon, så meget som det er muligt, indenfor de arbejdstimer, der er til rådighed.
– Projektstyring: At holde løbende kontakt og koordinere produktion med leverandører, institutioner, bygherrer. Derudover budgetstyring og let bogføring/kontakt til revisor.
– Fundraising; skrive ansøgninger og overholde deadlines.
– Løbende kommunikation med mit galleri, kunstinstitutioner og andre samarbejdspartnere.
– Planlægge produktion af værker og sørge for indkøb af materialer.
– Koordinere praktikantforløb.
– Holde styr på kontrakter og aftaler.
– Løbende at sammensætte relevante portfolier til samarbejdspartnere, fonde m.m.
– Holde hjemmeside opdateret.
– Holde arkiv over værker opdateret.
Udover ovennævnte kan du også indgå i formidling, research og sparring omkring konceptudvikling, såfremt du har en relevant baggrund og interesse. Derudover kan du også indgå i den konkrete produktion af værker. Hvis du har relevant håndværksmæssig erfaring så nævn det meget gerne i ansøgningen.
Dine kvalifikationer:
– Du er dygtig og præcis i din kommunikation med både interne og eksterne partnere.
– Du har et godt overblik over komplekse processer med div. specialister, hvis arbejde skal koordineres.
– Du er en dygtig organisator, der kan jonglere mange sideløbende opgaver, prioritere i rækkefølgen og holde overblik.
– Du skal være selvkørende og have et godt drive. Jeg ønsker på sigt at udvikle et samarbejde med en person, der kan fortælle mig, hvad vi skal nå i dag og i denne uge – i stedet for den anden vej rundt.
– Kendskab til PhotoShop, InDesign og Illustrator er en fordel.
– B-kørekort er en fordel, men ikke et krav.
Om dig:
– Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende (fx. Kunsthistorie, performance design, arkitekt, projektledelse, kommunikation, kaospilot, kulturstudier, kurator eller noget helt andet). Din baggrund er mindre vigtig end dine organisatoriske evner.
– Du behøver ikke at have en kunstfaglig uddannelse eller baggrund, men det er nødvendigt at du interesserer dig for kunst, og gerne vil lære mere.
– Du har interesse i at være med til at opbygge en kunstnerisk virksomhed og på sigt have en nøgleposition i denne.
– Du skal være forberedt på fleksible arbejdstider, sådan at du løbende får tjekket mails og svaret på hastesager, selvom du ikke er på atelieret. Der skal være plads til gensidig fleksibilitet ift. arbejdstimernes fordeling, og noget af arbejdet kan udføres hjemmefra. Som udgangspunkt er mandag en fast mødedag på atelieret.
Spørgsmål
Du er velkommen til at ringe til mig i dagtimerne på 40728321, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Ansøgningen sendes til settergren.jens@gmail.com senest d. 20.02.2023.
Om min virksomhed:
Mit ateliér ligger på Amager, på Fabrikken for Kunst og Design. Der er adgang til en stor fælles produktionshal, faciliteter til at arbejde med træ og metal, og et stort fælles køkken. På atelieret fremstiller jeg mindre værker, tryk, laver skitser, modeller, arbejder med lyd og video, laver computerarbejde og planlægger større produktioner, som ofte foretages andre steder i Danmark eller udlandet. Jeg arbejder fx med et printværksted i Berlin og et mosaikværksted i Italien. Desuden har jeg ofte møder i København og andre steder i landet, hvor du deltager, hvis det giver mening.
I løbet af 2023 producerer jeg bl.a. værker til Copenhagen Contemporary og Kunsthal Viborg og til udstillinger i udlandet, i Kroatien, Italien og Frankrig, ligesom jeg arbejder på skitser til flere nye offentlige kunstværker.
Det er vigtigt for mig, at du kan se dig selv være med til at bygge et studio op, hvor du også har lyst til at arbejde på sigt. Jeg ønsker at skabe en spændende og behagelig arbejdsplads, der laver meningsfulde projekter til den danske og internationale kunstscene. Arbejdspladsen skal bygge på ligeværdige relationer og et interessefællesskab omkring kunsten, hvor vi trives og nyder arbejdet og dagligdagen med hinanden.