Torden & Lynild søger Projektleder / Intern koordinator

Er du god til at holde overblikket, planlægge processer og tale med mennesker fra mange faggrupper? Vil du være en del af et ambitiøst team på en arbejdsplads med god stemning og mange spændende designprojekter? Så er det måske dig, som vi leder efter!

Vi er på udkig efter en engageret projektleder, som kan blive en del af vores team. Torden & Lynild er et designbureau, som skaber udstillingsdesign og andre typer af oplevelsesrum. Vi er med i projekterne helt fra konceptudviklingen og frem til den sidste skrue er på plads. Dvs. at vi står for idéudvikling, design, byggestyring og projektledelse. Vi er i øjeblikket inde i en rivende udvikling med mange spændende projekter rundt omkring i Danmark – og med planer om at udvide til udlandet. Vi brænder for at formidle vedkommende historier og skabe innovative formidlingskoncepter og stærke visuelle helhedsoplevelser. Vores kunder er primært museer, som ønsker at formidle deres viden på nye og engagerende måder.

Vi er med i projekterne helt fra konceptudviklingen og frem til den sidste skrue er på plads. Dvs. at vi står for idéudvikling, design og byggestyring. Det er også ofte vores rolle at koordinere de mange underleverandører samt at sørge for at tidsplan og budget holder. Det er i planlægnings- og realiseringsprocessen, at du i rollen som projektleder vil blive et vigtigt omdrejningspunkt.

Stillingen
Som projektleder bliver du ansvarlig for at planlægge og koordinere projekter i tæt dialog med kunder og samarbejdspartnere. Det kræver overblik, sans for kommunikation og stærke samarbejdsevner. Du vil komme til at arbejde selvstændigt og få ansvar for at styre projekterne sikkert i mål.

Du kommer desuden til at varetage rollen som intern koordinator for vores bureau i samarbejde med vores direktør. Her handler det om at overskue de interne processer og tidsplaner og være med til at sørge for, at vi overholder deadlines og har allokeret de rigtige ressourcer på de rigtige projekter. Her gælder det om at hæve sig op over det enkelte projekt og være med til at have overblik over alle vores projekter. Det kræver, at du går systematisk og analytisk til værks, samt at du har flair for at holde orden og overblik.

Arbejdsopgaver:

  • Styre og lede projekter, herunder tidsplaner, budgetstyring og koordinering af leverandører
  • Have sans for de ’menneskelige’ aspekter i en proces - dvs. lytte til alle, foregribe komplikationer, reagere på forsinkelser eller misforståelser og tilpasse processen nye vilkår, så fremdriften sikres.
  • Kommunikere med kunder og underleverandører (byggefirmaer, lysdesignere, filmproducenter osv.) angående proces, tidsplaner og økonomi på de enkelte projekter.
  • Være med til løbende at sikre overblikket over alle tegnestuens projekter og koordinere dem internt.

Om dig
Vi søger en kollega som har relevant erfaring indenfor projektledelse og planlægning. Du behøver ikke nødvendigvis at have erfaring fra udstillingsbranchen, men det vil være en fordel, at du har erfaring med planlægning og koordinering af kreative processer. Vi forventer, at du har stort overblik, og er god til at opbygge samarbejdsrelationer. Det er vigtigt at du kan lide at kommunikere med andre og er god til at lytte og spørge ind til ting. Vi lægger desuden vægt på, at du kan arbejde struktureret og selvstændigt. Du skal kunne begå dig på engelsk (mundtligt og skriftligt) til at kunne indgå i internationale samarbejder. Du er erfaren bruger af Microsoft Office pakken, primært Word og Excel. Vi regner også med at du har erfaring med brug af projektstyringssoftware.

Vores bureau
Torden & Lynild er et designbureau, som sætter trivslen og det kollegiale samvær højt. Vi værdsætter hinandens idéer og sparring, vi griner tit sammen og har generelt en uformel tone. Det betyder meget for os, at vi kan lide at gå på arbejde og at vi hver især, så vidt som muligt, laver de ting, som vi er bedst til og holder mest af at udføre. Vi er i øjeblikket fire fuldtidsansatte og udvider nu med to mere. Vi arbejder med frihed for den enkelte frem for kontrol oppefra. Da vi er et mindre bureau, løfter vi i flok på de praktiske opgaver, som også er en del af den daglige drift.

Stillingen er en fastansættelse på fuld tid med tiltrædelse 1. november eller tidligere.

Vi ser frem til at modtage en motiveret ansøgning samt CV fra dig. Frist: 12. september 2002

Spørgsmål kan stilles til direktør Sigrid Bennike
sigrid@tordenoglynild.net
27203593

Læs mere om os på tordenoglynild.net

Torden & Lynild
Bygmestervej 2, 2. tv.
2400 København NV