Tværfløjte- og evt. småbørnslærer søges til Vejen Kommune
Vores nuværende tværfløjtelærer har efter endt barselsorlov valgt at opsige sin stilling hos os. Derfor mangler vi dig pr. 1/11/2022 eller hurtigst muligt, til en stilling på ca. 6,5/37 timer.
6600 Vejen
Der vil være mulighed for udvidelse af stillingen, hvis du også har interesse i at tage småbørnshold som f.eks. babyrytmik, musikalsk legestue (2-5 år) og musikalsk grundskole/værkstedshold samt evt. undervisning i folkeskolen.
Stillingen som den er nu omfatter undervisning af elever på solotværfløjte, undervisning af en duo bestående af klaver/tværfløjte samt undervisning af musikskolens begyndersammenspilshold, som du skal undervise sammen med en kollega. Blandt soloeleverne er der også elever fra den lokale drengegarde samt en talent bifagselev.
Vejen Musikskole er en mindre, decentral musikskole med et højt aktivitetsniveau. Vi underviser mellem 400-700 elever i hhv. musikskolen, folkeskolen, børnehaver og dagplejen. Herudover har vi mellem 20-30 arrangementer på et år rundt om i Vejen Kommune.
I Vejen Musikskole vægter vi det tværgående samarbejde, både internt og eksternt, og vi arbejder på tværs af faggrupper og indgår i kollegiale fælles- og tværfaglige diskussioner i mødebånd og fagteams. Hos os fungerer du ikke kun som lærer, du er også et vigtigt led i vores udvikling, vores samarbejde og vores ansigt udadtil.
Vi lægger derfor vægt på, at du er motiveret for at samarbejde på tværs af faggrupper og genrer, og at du ønsker at indgå i kollegiale faglige/tværfaglige dialoger. Vi skal kunne mærke, at du brænder for at undervise og for at være sammen med elever, forældre, kollegaer, samarbejdspartnere mv., og du skal have lyst til at bruge tid på at kæde tingene sammen.
Derfor søger vi en person med følgende profil:
- Du har en relevant, afsluttet musikuddannelse og/eller solid undervisningserfaring på tværfløjte og med holdundervisning.
- Du har evt. lyst til at samarbejde med forskellige samarbejdspartnere folkeskolen, Vejen Garden, dagplejen og børnehaver
- Du kan motivere og inspirere elever
- Du kan samarbejde på tværs af faggrupper og indgå i kollegiale faglige diskussioner
- Du er idérig, glad og udadvendt
- Du er pligtopfyldende og stabil i dit fremmøde
Ansøgningsfristen er fredag den 7. oktober kl. 12. Ansættelsessamtaler finder sted snarest herefter. Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og FMM.
Spørgsmål til stillingen kan rettes til musikskoleleder Gitte Hvid på tlf. 7996 5200.
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien