To undersøgende journalister
Danwatch søger to undersøgende journalister med flair for undervisning og samarbejde med lokale, udenlandske medier.
Det er besværligt og tidskrævende at samarbejde med andre medier, ikke mindst hvis de ligger på anden side af jorden.
Men det er også lærerigt og udviklende og giver adgang til historier og kilder, vi ikke selv har mulighed for at få fat i.
På Danwatch forstærker vi nu vores fokus på samarbejde med lokale medier ude i verden og har brug for 2 graverjournalister, som både har undersøgende kompetencer og som kan undervise andre i undersøgende metode.
Du er uddannet journalist, eller du har nogle års erfaring med undersøgende journalistik. Du brænder for kritisk journalistik og stater og virksomheders internationale ansvar, fordi du har arbejdet med området før. Det er ikke fremmed for dig at søge aktindsigter, og måske har du erfaring med at rejse i Afrika og Asien.
Hovedvægten af dit arbejde bliver som undersøgende journalist på Danwatch. Men det er en fordel, hvis du har prøvet kræfter med undervisning eller facilitering. Det er også en fordel, hvis du har særlige kompetence indenfor datajournalistik, OSINT eller andre metoder. Hvis du er en ørn til fransk eller spansk, trækker det heller ikke ned.
Vi forventer, at du er grundig, men hurtig. Du kan vinkle skarpt, men mener også, at undersøgende journalistik skal afdække strukturelle problemer nuanceret og altid i overensstemmelse med god presseskik.
Du sætter en ære i at formidle den komplekse historie elegant og fængende og gøre den relevant for danske læsere.
Dit ansvar bliver at ideudvikle, researche, skrive og udgive undersøgende journalistiske projekter, ofte i tæt samarbejde med kolleger, men også indimellem at skrive nyheder, opfølgninger og perspektiverende historier om Danwatch’s kerneområder.
Du kan forvente, at du skal rejse i Afrika, Asien eller Latinamerika, både for at researche, træne andre journalister og samarbejde med dem om historier.
Vi forventer, at du:
- enten er uddannet journalist eller har en anden baggrund med erfaring med undersøgende journalistik
- arbejder systematisk og prioriterer dokumentations- og kvalitetssikring af research højt.
- har interesse for CSR, menneskerettigheder og/eller internationale forhold
- skriver korrekt, skarpt og fængende på både dansk og engelsk
- er nysgerrig efter, hvordan journalistikken kan udvikles, så den kan nå flere brugere gennem podcast, video, visuelle elementer mm.
Vi tilbyder dig:
- et grundigt indblik i undersøgende journalistik om csr, menneskerettigheder, miljø og virksomheders og staters internationale ansvar
- stor indflydelse på egne opgaver og mulighed for at præge en organisation i spændende udvikling
- en af landets største graver-redaktioner, som aktivt bruger de nyeste undersøgende metoder
- en god kombination af korte og lange deadlines
- mulighed for at dække verdens vigtigste emner seriøst og veldokumenteret
- engagerede kollegaer og kontor midt i byen
Praktisk info:
Lønnen er baseret på anciennitet fra uddannelsestidspunktet og følger overenskomsten mellem det offentlige og Journalisterne. Danwatch er ikke lønførende. Arbejdstiden er 37 timer om ugen (eller efter aftale) med mulighed for flekstid.
Den ene stilling er en fast stilling. Den anden er tidsbegrænset til 31. december 2022 med mulighed for fastansættelse.
Har du spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte Danwatchs ansvarshavende chefredaktør, Jesper Hyhne, på jhp@danwatch.dk eller 23 40 66 64.
Ansøgningsfrist: 3. januar 2022 kl. 9.00
Send din ansøgning til job@danwatch.dk