Velsyngende menighed med nybygget orgel søger organist

En stilling som organist ved Emdrup Kirke i København NV er ledig til besættelse fra 1. september 2026 eller snarest derefter. Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer pr. uge. Vi er dog åbne for en deltidsansættelse.

Om stillingen

Organisten får en central rolle i kirkens gudstjeneste- og musikliv og skal i samarbejde med præster, kirkemusiker/korleder (AM) og øvrige ansatte være med til at udvikle og bære det musikalske arbejde i sognet.

Opgaverne omfatter blandt andet:

  • Musikalsk ledsagelse ved gudstjenester og kirkelige handlinger – herunder plejehjemsgudstjenester
  • Samarbejde med præsterne om gudstjenesterne, herunder salmevalg
  • Koncertansvarlig ved planlægning og gennemførelse af koncerter
  • Leder for kirkekorsangerne
  • Deltagelse i ugentligt kalendermøde og relevante udvalg
  • Udvikling af nyt kor eller andre musikalske fællesskaber
  • Akkompagnere til fællessang ved arrangementer som morgensang, eftermiddagsmøder, konfirmandundervisning og foredrag
  • Samspil med kirkemusiker/korleder, evt. akkompagnere til børnekor
  • Evt. undervisning i samarbejde med Orgelklubben

Stillingen giver god mulighed for at bringe dine kompetencer i spil og præge indhold og udvikling af kirkens musikliv.

Vi ønsker en organist, der:

  • Har en kirkemusikalsk uddannelse
  • Mestrer både klassisk orgelspil, rytmisk klaver og akkordspil
  • Tager aktiv del i kirkens og menighedens liv
  • Arbejder loyalt ud fra kirkens visioner (www.emdrupkirke.dk/visioner)

Om Emdrup Kirke

Emdrup Kirke er kendetegnet ved mange aktiviteter for alle aldersgrupper, et godt samarbejde mellem ansatte, frivillige og menighedsråd samt en engageret menighed med stor glæde ved sang og musik.

Vi har et rigt gudstjeneste- og musikliv med både klassiske og nyere salmer og sange. Der er børnekirke under prædiken.

Kirken ligger i naturskønne omgivelser ved Utterslev Mose med gode parkeringsforhold og nem adgang med offentlig transport.

Musikalske rammer

I løbet af foråret 2027 opsættes et nybygget orgel fra Marcussen & Søn med 28 stemmer (heraf to transmissioner) fordelt på to manualer og pedal. Det nye orgel erstatter vores nuværende orgel fra Frobenius. Du kan læse meget mere om både det nuværende og det nye orgel på www.emdrupkirke.dk/orgel.

I kirkerummet er der også et Yamaha C3 flygel i fornem stand og i menighedslokalerne et Yamaha U1.

Emdrup Kirke har desuden gode faciliteter og instrumenter til rytmisk musik, herunder Nord Stage 4, trommesæt, guitar, bas, PA-anlæg m.v.

Vi tilbyder

  • En levende kirke med et engageret gudstjeneste- og musikliv
  • Et tæt og velfungerende samarbejde mellem medarbejdere og menighedsråd
  • Gode muligheder for at præge stillingens indhold
  • Mulighed for faglig sparring med korleder/kirkemusiker (AM) og PO-uddannet kordegn/administrativ leder, som også kan fungere som organistvikar/assistent
  • En fleksibel stilling med begrænset omfang af tjenester om lørdagen

Ansættelsesforhold

Ansættelse sker ved Emdrup Sogns Menighedsråd i Københavns Kommune.

Stillingen aflønnes efter den overenskomst, der gælder for ansøgerens uddannelsesbaggrund.

Kirkemusikere

Ansættelse af kirkemusikere er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 samt organisationsaftalen mellem By-, Land- og Kirkeministeriet og CO10 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som kordegn, kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker, herunder det tilhørende protokollat for kirkemusikere.

Årslønnen aftales inden for intervallet 331.619 kr. – 472.557 kr. (nutidskroner).

Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør 27.465 kr. årligt (nutidskroner), og der ydes desuden et OK-tillæg på 1.075 kr. (nutidskroner).

Indplacering i lønintervallet aftales mellem menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening inden ansættelsen.

Organister med kirkemusikeruddannelse i orgel og korledelse (tidligere PO-organister)

Ansættelsen er omfattet af Overenskomsten mellem By-, Land- og Kirkeministeriet og CO10.

Lønnen fastsættes efter det aftalte basisløntrinssystem:

  • Basisløntrin 1: 348.201 kr. årligt (nutidskroner)
  • Basisløntrin 2: 365.841 kr. årligt (nutidskroner)

Indplacering sker efter anciennitet.

Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør 29.476 kr. årligt (nutidskroner) ved tjeneste ved én kirke.

Organister med kirkemusikalsk kandidat- eller bacheloruddannelse (DOKS)

Ansættelsen er omfattet af protokollatet til Akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister og faste lærere på kirkemusikskolerne.

Årslønnen fastsættes efter AC-lønskalaen og udgør 360.853 kr. – 439.707 kr. årligt (nutidskroner).

Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør 46.428 kr. – 72.109 kr. årligt (nutidskroner) afhængigt af anciennitet.

Der kan desuden efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.

Tjenestemandsansatte organister

Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. I så fald skal stillingen klassificeres.

Yderligere oplysninger

Løn, OK-tillæg og rådighedstillæg kvoteres i forhold til stillingens ansættelsesbrøk.

De gældende overenskomster og aftaler kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

 

Ansøgning

Ansøgningen med relevante bilag sendes på mail til 7065fortrolig@sogn.dk og skal være menighedsrådet i hænde senest den 19. august 2026 kl. 12.00.

Ansættelsessamtaler samt prøvespil forventes at finde sted tirsdag den 25. august 2026.

Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer og børneattest.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kordegn og administrativ leder Christian Riis Bentzen på 42 44 56 18 - crb@km.dk (ferie i ugerne 28-31) eller sognepræst Jóannis Fonsdal 24 66 22 53 - jfon@km.dk. (ferie i ugerne 30-32)