Webjournalist feriesektion
Er du vild med ferie og rejser, og har du samtidig ambitioner om at blive en af landets bedste og mest læste webjournalister? Så er du måske den nye kollega, vi leder efter.
Hver dag skal Ekstra Bladet præsentere læserne for de vigtigste og mest vedkommende ferie- og rejsenyheder på eb.dk. Mediet skal både give det hurtige nyhedsoverblik, når populære rejsemål dropper kravet om mundbind, og gå kritisk til rejseselskaberne, når læserne tipper om overbookede overnatningssteder og ulækker hotelmad.
Til at løfte denne ambition søges nu en journalist til produktionsselskabet Media Movers, som leverer ferie- og rejseartiklerne til Ekstra Bladet.
Som EB-journalist hos Media Movers bliver det din fremmeste opgave at have fingeren på pulsen i rejseindustrien – og ikke mindst at rykke hurtigt, når nyhederne breaker.
Vi forventer derfor, at du interesserer dig for ferie og rejser, at du har lyst til at skrive om rejser, og at du brænder for at levere artikler, der både klikker og informerer. Det er et plus, hvis du også har prøvet kræfter med hurtigtløbende nyhedsproduktion.
Til gengæld får du mulighed for at give dig i kast med alle afkroge af webjournalistikken. Ekstra Bladet har store ambitioner for sin journalistik, og du vil derfor hurtigt komme til at eksperimentere med både genrer og virkemidler. Når du ikke laver kritiske interviews og hurtige nyheder, kommer du også til at skrive længere formater til Ekstra Bladets Plus-univers.
Hos Media Movers bliver du samtidig en del af et ungt hold, der producerer en bred vifte af indhold til landets store dagblade. Vi skriver blandt andet også om biler, transport og håndværkernyheder for Ekstra Bladet, ligesom vi producerer Jyllands-Postens boligtillæg og en række af avisens redaktionelle temasektioner.
Vi gør en dyd ud af at kunne hjælpe hinanden, og vi forventer derfor også, at du har mod på kaste dig over en artikel til Jyllands-Posten, når der bliver behov for det.
Du behøver ikke have årelang erfaring som webjournalist for at sende os en ansøgning. Men vi er på udkig efter en kollega, der har ambitioner om at dygtiggøre sig indenfor netop dette felt – og som har mod på at påtage sig det ansvar, der følger med med at skrive for et af landets mest læste nyhedsmedier.
Det praktiske
Send ansøgning og CV til redaktionschef Mathias Gram på job@mediamovers.dk. Vi ansætter, så snart vi har den rette kandidat, så send en ansøgning hurtigst muligt og senest fredag 16. juli. Hvis du har nogle spørgsmål, kan du også kontakte Mathias Gram på +45 22 23 59 23.
Stillingstype: Fuldtid
Arbejdssted: Carlsberg Byen, København
Ansøgningsfrist: 16. juli