Webredaktør
Erfaring som redaktør, stort overblik og masser af drive
Webredaktør og medlemskommunikatør med flair for projektledelse
Webredaktør og medlemskommunikatør med flair for projektledelse
Er du knivskarp til at udvikle og redigere hjemmesider? Brænder du for at blive del af en forening, der arbejder for menneskers psykiske velfærd og trivsel? Og er du klar på at løfte vores medlems-kommunikation til et nyt niveau? Så er det måske dig, Dansk Psykolog Forening leder efter. Du bliver del af ledelsesstaben, der består af 14 medarbejdere og beskæftiger sig med intern og ekstern kommunikation, interessevaretagelse, analyse, psykologi og ledelsesbetjening. Kommunikation er et højt prioriteret område for foreningen, og vi er i gang med en langsigtet udviklingsproces med fokus på at udnytte de digitale muligheder og sikre en tidssvarende, professionel kommunikation indadtil og udadtil.
Få en nøglerolle i udvikling og drift af ny hjemmeside
En af grundpillerne i kommunikationsindsatsen er vores hjemmeside, som vi er ved at give en fuldstændig ’makeover’ på både indholds- og udtrykssiden. Den nye hjemmeside skal gå i luften medio 2021. Din vigtigste opgave bliver at drive arbejdet med hjemmesiden – både i resten af udviklingsfasen og efter lanceringen. Designet er på plads, og vores eksterne samarbejdspartner er i fuld gang med den tekniske udvikling. I den første tid bliver dit primære fokus derfor – i tæt parløb med vores websekretær – at tilrettelægge og producere indhold til den nye hjemmeside og varetage en redigerende og koordinerende rolle ift. kollegerne i sekretariatet, der er bidragydere til hjemmesiden. Når sitet er i luften, er det i høj grad din opgave at producere, redigere og publicere nyt indhold til sitet og vedligeholde sitet, så det både ved lanceringen og i fremtiden står helt skarpt og lever op til forventningerne. Parallelt hermed skal du løse en række andre opgaver i regi af vores medlemskommunikation.
Vi har på det seneste produceret alt fra nyhedsbreve og podcasts til medlemsundersøgelser og materialer frem mod foreningens generalforsamling. Fælles for alt, hvad vi laver, er, at det skal skabe værdi for foreningens godt 11.000 medlemmer, der føler stærkt for deres fag og deres sag og er dybt optagede af, hvordan foreningen kommunikerer med dem og om dem. Vi arbejder ofte tæt sammen i ledelsesstaben, der på kommunikationsfronten tæller en håndfuld dygtige og dedikerede journalister, redaktører og webkyndige. Du kan således se frem til at blive del af et fagligt stærkt miljø og få rig mulighed for at præge fremtidens kommunikation i Dansk Psykolog Forening.
Erfaring som redaktør, stort overblik og masser af drive
Du har en videregående uddannelse inden for kommunikation og mindst et par års erfaring som webredaktør. Du skal have teknisk flair til husbehov uden at være it-udvikler, og er du vant til at arbejde i WordPress, er det fordel, da det bliver dit daglige arbejdsprogram. Kan du SEO-optimere webindhold og arbejde med analyseredskaber som Google Analytics, vil det også være en fordel, da vi ønsker at arbejde mere datainformeret med vores kommunikation.
Stillingen kræver, at du trives med både udviklingsopgaver og mere klassiske redaktionelle driftsopgaver, og at du motiveres af at arbejde med medlemskommunikation.
Du skal være skrap til at skrive og skære en webtekst til, og du skal på professionel og pædagogisk vis kunne rådgive og oplære kolleger, der skal levere indhold til sitet, men ikke er kommunikationsuddannede. Og så skal du kunne indgå i ledelsesstabens løbende arbejde med at udvikle foreningens strategiske kommunikation. Stort overblik, evne til at prioritere og en god portion gåpåmod er et must, for du får ofte en projekt-ledende rolle og skal kunne styre såvel mindre opgaver som store projekter og tilrettelægge effektive processer for kolleger og eksterne samarbejdspartnere. Og så skal du have lyst til at arbejde i en politisk ledet organisation, hvor vi forventer, at du kan agere selvstændigt og proaktivt med foreningens vedtagne mål som dit daglige kompas og skabe fremdrift og resultater på de områder, som du arbejder med.
Ansøgning og kontakt Send din ansøgning mærket ”Webredaktør og medlemskommunikatør” sammen med CV og karakterudskrifter til job@dp.dk senest den 10. januar 2021. Har du spørgsmål, så kontakt stabschef Brit Buchhave på tlf. 30 57 14 42. Vi holder første samtalerunde den 22. januar 2021 og anden samtalerunde den 27. januar 2021. Vi anvender test i forbindelse med anden samtalerunde. Tiltrædelse er den 1. marts 2021 eller hurtigst muligt. Arbejdsstedet er Stockholmsgade på Østerbro i København.
Dansk Psykolog Forenings vision er at sikre psykologers vilkår og kompetencer og arbejde for menneskers psykiske velfærd og trivsel. Foreningen har over 11.000 medlemmer, der arbejder i det private, liberale og offentlige Danmark og bl.a. beskæftiger sig med udvikling, behandling, trivsel, terapi, ledelse, projektledelse, kommunikation og markedsføring. Foreningen hviler på et stærkt fundament af høj medlemstilfredshed, høj organisationsprocent og et ressourcestærkt sekretariat med 55 ansatte, der varetager den daglige drift af foreningen. Læs mere på dp.dk.