Webudvikler - Koda

Bliv webudvikler i Koda og vær med til at skabe et stærkere musikliv

Har du interesse i at kode og holde dig opdateret på de nyeste trends inden for frameworks og best practices? Vil du være med til at påvirke Kodas kommende webløsning og sikre høj kodekvalitet? Og vil du arbejde med engagerede kollegaer i en organisation, der har musikliv og bæredygtighed på agendaen? Vores arbejdsmiljø er mangfoldigt – og det håber vi, du kan se dig selv i. Hvis du kan, er du måske en af vores to nye webudviklere.

 

”Som webudvikler vil du få stor indflydelse i et mindre team, hvor der er plads til hinanden. Jobbet vil give rig mulighed for at påvirke Kodas website- og selvbetjeningsunivers, og vi står lige nu overfor en udskiftning af vores løsning for at modernisere og give vores medlemmer og kunder den bedst mulige brugeroplevelse. Derudover er der også rigtig god plads til at udvikle sig og frihed under ansvar.” - fortæller Jannick, webudvikler.

Dagligdagen som webudvikler 

I Koda skaber vi værdi ved at sikre, at komponister, sangskrivere og musikforlag får betaling, når deres musik bliver brugt. Det gør vi sammen i flotte lokaler i Nordhavn, hvor vi hver måned synger personalemødet ind. Som webudvikler bliver din primære opgave at få god kode ud at leve for vores medlemmer og kunder. Vi arbejder ud fra et tilpasset Scrum-setup, og du kommer til at indgå i et team med to erfarne interne webudviklere, to eksterne udviklere, en PO/UX’er og en teamleder, som du også vil referere til. Mere konkret kommer din hverdag til at gå med at:

  • Være med til at sætte retningen for webudviklingen i Koda og lægge byggestenene til en helt ny løsning
  • Tale med teamets Product Owner og forretningsenheder om de bedst mulige tekniske løsninger
  • Omsætte stories til tasks, der skal estimeres og derefter udvikles og testes
  • Gennemskue komplekse setups med meget data og flere integrationer

To dage kan sagtens være ens i Koda. Men det er helt op til dig. Vi tror på fleksibilitet og frihed under ansvar – og der er rig mulighed for at hente børn tidligt eller gå til Saxofon hver onsdag kl. 15.00.

Du er mere end bare en webudvikler 

Musikken rejser hurtigere end nogensinde og når et stadigt større publikum. Det kræver, at vi stiller det bedst mulige team. Derfor prioriterer vi lige dele faglighed, personlighed og interesse. Vi har ikke en udtømmende tjekliste, men vi forestiller os, at du er en person, der:

  • Har erfaring med C#, .NET og evt. React
  • Ser frem til at bidrage med din egen erfaring og viden, men er også motiveret for fortsat at lære og udvikle dig
  • Kan se dig selv i et team, hvor vi vægter samarbejdet og det at spille hinanden gode
  • Er uddannet fra eks. ITU, DTU eller lignende.

Vi har ikke valgt vores nye platform og frameworks endnu, men vi ender formentlig med en MACH-arkitektur med en headless Umbraco og en React (Next.js) frontend. Det er ikke så vigtigt, om du har erfaring med det hele, men du skal være klar på at lære – også de dybere integrationsopgaver. Så skal vi nok i fællesskab og sammen med en ekstern leverandør gøre alt det, der skal til, for at optimere Kodas digitale løsninger sammen.

Koda for et stærkere musikliv – og arbejdsliv 

Vi arbejder målrettet for at gøre musikbranchen mere bæredygtig. Det samme gælder for vores ansatte. Vi er en moderne arbejdsplads med fokus på at skabe et bæredygtigt arbejdsliv med plads til familieliv, lægebesøg og hjemmearbejdsdage. Attraktive pensions-, sundheds- og barselsordninger er en selvfølge i Koda. Det er ingen kunst at værne om god trivsel og fællesskab, når ansatte nyder at samles på tagterrassen i solskinsvejr, deltage i sociale arrangementer og mødes i foreninger for både kunst- og sportsentusiaster. Vi arbejder med mangfoldighed ved at bidrage til Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene, 8: Anstændige jobs og bæredygtig vækst og 10: Mindre ulighed.

Lyder det som noget for dig? 

Hvis du kan se dig selv i stillingen, så send os en ansøgning med dit bud på, hvordan du ser dig selv i Koda. Vi opfordrer alle til at søge, som kan se sig selv i stillingen – uanset køn, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Og det mener vi – derfor har vi fjernet markører som billede og adresse i vores rekrutteringssystem, og opfordrer også til at du undlader at oplyse dette i dine medsendte dokumenter.

Har du spørgsmål til stillingen eller Koda som arbejdsplads, så ræk endelig ud til teamleder Irene Pedersen på ipe@koda.dk / 6189 3225 eller HR-konsulent Liv Juel-Nielsen på lwn@koda.dk / 6189 3265.

Ansøgningsfristen er mandag d. 22. januar.

  •