Har du lyst til et meningsfuldt arbejde ved siden af dit kreative virke eller freelancejob?

En ung mand med muskelsvind i Birkerød søger medarbejdere, der vil være med til at gøre en forskel i hans hverdag og understøtte det ungdomsliv, han ønsker at leve.

Han er i gang med at planlægge sin fremtid og skal snart begynde på HF. Når han har fri, bruger han tiden sammen med venner, tager på café, i biografen eller på shopping, laver mad, gamer og udvikler på sin YouTube-kanal. Han har mange interesser og lever et aktivt ungdomsliv, hvor din opgave bliver at gøre det muligt, at han kan gøre de ting, han har lyst til.

Du bliver en praktisk støtte i hverdagen og hjælper med de opgaver, som hans muskelsvind gør vanskelige at udføre selv. Det kan blandt andet være hjælp ved forflytninger med loftlift, personlig pleje, bad, påklædning, måltider og medicin efter instruktion. Du ledsager også til skole, aktiviteter og ture ud af huset.

Han er vant til at have hjælpere omkring sig og fortæller selv tydeligt, hvordan han gerne vil have tingene gjort. Derfor handler jobbet ikke om at tage styringen, men om at samarbejde og understøtte hans selvstændighed.

Du bliver en del af et velfungerende team og en ordning med gode rammer. Der er blandt andet et separat hjælperrum, hvor du kan trække dig tilbage i løbet af vagten.

Der er kat i hjemmet.

Om dig

Du behøver ikke have erfaring med personlig pleje eller handicapområdet. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære, tager ansvar og møder andre mennesker med respekt.

Du trives med at være en del af et andet menneskes hverdag uden selv at være i centrum. Du er afslappet, stabil og god til at samarbejde, og du kan både være en aktiv deltager, når dagen byder på oplevelser, og holde dig i baggrunden, når det er det, der passer bedst.

Du får en grundig oplæring og bliver en del af et fast team, hvor I hjælper hinanden og har en tæt dialog i hverdagen.

Arbejdstid

Vi søger fem medarbejdere til faste stillinger.

Stillingerne er op mod fuld tid, og du arbejder som udgangspunkt 2-4 vagter om ugen.

Vagterne ligger alle ugens dage fra kl. 07.00-22.00. I weekenderne er der mulighed for at dele vagterne mellem to medarbejdere.

De lange vagter giver en hverdag med færre arbejdsdage og god mulighed for at kombinere jobbet med studie, kreative projekter eller freelancearbejde.

Vagtplanen lægges i samarbejde med driftslederen og det øvrige team. Opstart er den 4. juli 2026, og inden første vagt deltager du i et opstartsmøde, hvor du møder dine nye kollegaer.