Vil du være SMÅ-korets nye med-dirigent? Dirigentstilling med start i sensommeren 2026

SMÅ-koret søger en med-dirigent til at indgå i et delt lederskab med vores nuværende dirigent. Vi er et mangfoldigt og ambitiøst kor med ca. 60 unge voksne, der synger et bredt repertoire. Vi leder efter dig, der har stærke klaver- og nodefærdigheder, er pædagogisk anlagt og kan skabe engagement blandt vores mange sangere. Øvedage er mandag kl. 19.00–21.30 i Møllevang kirken, Aarhus.

SMÅ-koret er et stort, ambitiøst og mangfoldigt kor, og vi har ingen optagelsesprøve. Koret er blandet med omkring 60 sangere, som er unge voksne med en gennemsnitsalder på ca. 30 år. Vi sætter pris på socialt samvær og holder ud over korprøver og koncerter også sociale arrangementer. Hvert semester afholder vi desuden en korweekend, hvor vi øver og hygger fredag og lørdag med en festlig afslutning. Vores repertoire og stil spænder meget vidt, men er hovedsageligt rytmisk og lidt klassisk. Vi synger sange både på dansk, engelsk og ofte andre sprog. De fleste sange er akkompagneret af klaver eller beatbox, og nogle synges a capella. Koret fungerer som en selvstændig forening, men var tidligere under organisationen Studentermenigheden i Århus (SMÅ), hvilket kornavnet hentyder til. Vi samarbejder fortsat med studenterpræsterne ved Aarhus Universitet om at lave spændende arrangementer og alternative gudstjenester. Vores egne koncerter som afslutning på et studie- og korsemester ligger i hhv. maj og december.

Vi øver i Møllevangskirkens sognegård i Aarhus hver mandag kl. 19-21.30, hvor korets bestyrelse tager sig af alt det praktiske, så dirigenter kan fokusere på musikken.

Du kommer til at arbejde sammen med vores nuværende dirigent, Tjeda Efken, som har været dirigent for SMÅ-koret siden 2018. Vi ønsker dobbelt korledelse, da vi mener, det kan have flere fordele. Som med-dirigent har du din egen korledelsesstil med samtidig mulighed for kollegial sparring, og det giver desuden mulighed for mere fleksibel arbejdstid. Vi har planlagt, at der hvert semester er 3 korprøver samt 2 koncerter med deltagelse af begge dirigenter, og de resterende 10 korprøver samt korweekenden deles op mellem dirigenterne.

Vi forventer, at du har gode node- og klaverfærdigheder og har lyst til at lede et større kor, og der er i jobbet som dirigent for SMÅ-koret stor mulighed for at engagere sig og udfordre sig selv. Du har gerne en (evt. igangværende) uddannelse inden for musik eller musikpædagogik eller tidligere erfaring med korledelse, men det vigtigste er, at du skaber engagement, er pædagogisk og har lyst til at videreudvikle egne evner. Vi er et oplagt kor både for dig med stor erfaring inden for korledelse, samt dig som stadig er ved at finde din egen vej inden for korledelse, og vi har tidligere både fungeret som praktik- og eksamenskor for studerende på konservatoriet.

Hvis dette lyder som noget for dig, så send en ansøgning samt dit CV til SMÅ-korets bestyrelse på smaakoret@gmail.com senest 8. april 2026.

Løn- og ansættelsesforhold følger Dansk Musiker Forbunds tariffer.

Samtaler forventes afholdt d. 13. april om aftenen, og vil være med deltagelse af medlemmer fra bestyrelsen og vores nuværende dirigent. Hvis du indkaldes til samtale, vil vi bede dig om at forberede en kort (10-15 minutter) indstudering af en sang, du selv vælger, for fire stemmer (SATB), hvor en lille del af koret (to på hver stemme) vil deltage som sangere.

Har du har spørgsmål til stillingsopslaget, er du velkommen til at skrive til os pr. mail eller kontakte næstforperson Amalie Vestergaard på tlf. 20350531. Du kan også kontakte dirigent Tjeda Efken på tlf. 20349882, hvis du har spørgsmål til dobbelt korledelse, opgavefordeling eller det musikalske.