Børneformidler til Morsø Folkebibliotek
Ternet Ninja eller Vildheks?
7900 Nykøbing M
Er tanken om at hjælpe og begejstre vores gæster, særligt børnene, netop det, der giver mest mening for dig? Føler du dig totalt hjemme i børnelitteraturen på vores hyggelige og smukke bibliotek, Morsø Folkebibliotek?
Så er du garanteret den, vi leder efter.
Bliv en del af holdet
Fra 1. februar 2022 mangler vi en ny kollega, der vil være en del af noget større og frem for alt, være en del af vores supergode og kreative bibliotekshold. Vi elsker vores bibliotek og hjælper vores gæster med stort og småt. Vi tager altid én dag ad gangen, men er også tændt, når der er fart på, f.eks. i skoleferier, til Kulturmødet og til andre store events på Mors.
Vi leder efter dig, hvis:
- Du er uddannet bibliotekar, cand.scient.bibl, læreruddannet, kunstnerisk uddannet eller har en anden relevant kreativ/humanistisk akademisk uddannelse
- Du kommunikerer godt med børn og elsker at fortælle historier om alt muligt og umuligt. Hvis du er lidt af en ordjonglør både på skrift og ’live on stage’, er det et stort plus
- Du er tryg i arbejdet med forskellige former for digital formidling for både børn og unge
- Du er glad, serviceminded og vil gøre en forskel
Morsø har et slogan: ’Sammen er vi bedst’. Det synes vi passer godt til vores arbejdsplads. Som ansat må du derfor være indstillet på masser af samarbejde i sjove sammenhænge, på kryds og tværs. Det gør ikke spor, hvis du tænker din kulturformidling lidt ’krøllet’, så længe det er i tråd med vores ambitioner om at skabe verdens bedste lokale folkebibliotek, både som arbejdsplads og som en forlystelsespark for læsning for alle. Især for børnene.
Biblioteket ligger i hjertet af Nykøbing Mors og er placeret i Morsø Jernstøberis gamle bygninger. Vi vil altid være rammen om en god historie og vi elsker at komme ud, fordi øen Mors er større end Nykøbing. Det er en logistisk stor opgave at være ét bibliotek på en stor ø. En opgave du også skal være med til at løfte.
Det praktiske:
Stillingen er på 37 timer/uge. Som udgangspunkt skal du have to ugentlige udlånsvagter og lørdagsvagt ca. hver fjerde lørdag. Arbejdsstedet er Morsø Folkebibliotek i Nykøbing. Vi er ét fysisk bibliotek – så enkelt er det.
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ansøgningsfrist:
30.11.2021
Samtaler:
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 50
Du er velkommen til at kontakte biblioteksleder Søren Knøs Christensen (99706006 eller bibskc@morsoe.dk) eller Administrativ leder Gitte Nielsen (99706010 eller gtn@morsoe.dk), for yderligere information og spørgsmål.
Relaterede jobopslag
Ulykkesforsikring til hele familien