Journalist og redaktør til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad søger forsideredaktør og nyhedsjournalist til avisens digitale redaktion

Kan du lave debatinterviews om en aktuel nyhedsudvikling på en formiddag? Kan du skrive overskrifter, som tiltrækker opmærksomhed på nettet uden at gå på kompromis med lødigheden i indholdet? Og har du opskriften på, hvordan vi får flere læsere til at bruge k.dk som indgang til aktuel nyhedsjournalistik om livets store spørgsmål?

Hvis du kender svaret på ovenstående spørgsmål, er det måske dig, vi leder efter.

Kristeligt Dagblad søger nemlig en digital journalist og forsideredaktør, der med journalistik om tro, etik, eksistens, kultur og værdikampe kan give vores abonnenter flere gode grunde til at klikke ind forbi k.dk.
  
Din hverdag vil være forankret på avisens digitale redaktion, som er kendt i branchen for nyskabende og prisvindende digitalt indhold. Du vil samtidig blive en del af et mediehus i topform: Oplaget er historisk højt med flere end 31.000 solgte daglige eksemplarer. Hver uge læser flere end 200.000 danskere avisen. Mange flere besøger avisens hjemmeside og læser artikler på alle tænkelige digitale platforme.

Du skal: 

  • Skrive nyhedsjournalistik om tro, etik og eksistens i bred forstand til k.dk – ofte vil der være tale om kortere formater og tilsvarende deadlines, så tempo er en faktor
  • Prioritere nyhederne på forsiden af k.dk, som er mange læseres indgang til avisen. Dette skal ske med brugernes adfærd for øjet – naturligvis uden at gå på kompromis med avisens publicistiske ansvar og ambitioner
  • Bistå husets avisjournalister i versioneringen af deres artikler til et digitalt publikum 

Jobbet: 
Arbejdstiden er 37 timer om ugen på en redaktion, hvor stemningen er uhøjtidelig, men ambitionerne høje. Du vil indgå i en turnus med to andre digitale forsideredaktører, hvor I skiftevis vil have henholdsvis skrivevagt og vagt som forsideredaktør morgen eller aften. Dermed ligger hver tredje vagt i tidsrummet 14.30-21.30. 

Stillingen er til besættelse snarest muligt og er tidsbegrænset til et år. 

Vi forventer, at du: 

  • Har en journalistisk uddannelse og erfaring for mediebranchen
  • Er en nyhedshund, der formår at identificere dagens store værdihistorie eller samtalestarter og hurtigt kan udvikle en Kristeligt Dagblad-vinkel, som kan bringe historien videre  
  • Er en sprogligt dygtig håndværker og en perfektionist, når det gælder grammatik
  • Er god til at tænke i samspil mellem tekst, billede og grafik samt i rubrikker, som genererer klik fra forsiden uden at gå på kompromis med lødigheden i indholdet 
  • Har kendskab til Kristeligt Dagblads journalistik og har lyst til at arbejde med avisens kerneområder

Ansøgningen 
Send din ansøgning til ansoegning@k.dk, att.: Ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør Erik Bjerager, så vi har den senest onsdag den 17. november kl. 12.00. Mærk mailen ”Digital journalist og forsideredaktør”. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte digital redaktør Amalie Pil Sørensen på tlf. 26 79 78 94 eller amalie.pil@k.dk eller digital redaktionschef Stinne Andreasen på 41 74 18 49 eller stinne@k.dk