Kreativ Art Director med stærke digitale kompetencer
Har du æstetisk sans, er du kreativ, og formår du gennem visuelt content at styrke et brand og dets budskaber? Har du erfaring med produktion og koordinering af større kampagner både online og offline?
Hvis du kan svare ja, så er det dig, vi søger til rollen som HiFi Klubbens nye Art Director.
Ønsker du at få en central rolle i en super spændende, visionær og international virksomhed, så har du nu chancen.
Som Art Director bliver du en del af HiFi Klubbens marketingafdeling, og du får det overordnede ansvar for virksomhedens visuelle identitet. Samtidigt er du primær kreativ lead på HiFi Klubbens kampagner på tværs af platforme og kanaler. Rollen kræver både, at du er nytænkende og ”får den gode idé”, samtidig med at du kan eksekvere, projektlede og koordinere efterfølgende store kampagner i HiFi Klubbens 5 markeder – fra idé til færdigt koncept.
HiFi Klubben har som led i en digital transformation skiftet fokus fra markedsføring primært offline til online. Vi kan i ny og næ stadig finde på at lave kataloger og aviser, og vi har næsten 100 butikker, hvor vi selv producerer alt instore-materiale. Men det primære fokus er online markedsføring. Derfor er det vigtigt, at vores nye Art Director har stærke digitale kompetencer og er vant til at lave kampagner og content, som performer godt på diverse online platforme.
Ansvar og opgaver
- Gennem idégenerering og kampagneledelse af stærke kampagner er det Art Directorens opgave at styrke HiFi Klubbens brand og øge interessen for vores produkter både online og offline.
- Produktion af visuelt content i Adobe-pakken.
- Overordnet ansvarlig for HiFi Klubbens visuelle identitet.
- Projektleder og koordinator på både store og små kampagner, som bl.a. har til formål at få flere kunder i vores butikker – både de fysiske og vores webshops.
- Ansvarlig for 100 butikkers visuelle udtryk.
- Strategisk sparring med hele Marketing og Omni-channel teamet i forbindelse med HiFi Klubbens tilgang til markederne.
- Ansvarlig for kontakt samt budgethåndtering til visse eksterne samarbejdspartnere, som bruges i marketing-regi.
Kvalifikationer
- Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Du kan have en kommerciel kandidatgrad, eller du kan være uddannet grafiker. Det vigtigste er, at du er verdensmester i Adobes forskellige pakker og formår at skabe kreative kampagner, der får modtageren til at spærre øjnene op.
- Du har minimum 5 års erfaring – gerne fra en lignende stilling.
- Du har stor erfaring og forstår dynamikken og mulighederne med markedsføring på digitale platforme; Facebook, Instagram, Snapchat, TikTok, display, e-mail-markedsføring, HiFi Klubbens hjemmeside m.m.
- Du formår at skrive korte, men fængende tekster, som understøtter det visuelle udtryk i kampagner.
- Du er en dygtig holdspiller, som formår at få alle med på projekterne på tværs af afdelinger.
- Du er super struktureret. Det bliver din opgave at føre projekterne sikkert i mål til tiden.
- Du taler og skriver flydende dansk og engelsk.
HiFi Klubbens hovedkontor ligger i Lystrup nær Aarhus, hvor du også vil få din daglige gang. Vi tilbyder selvfølgelig en løn, som svarer til dine kvalifikationer, men vigtigst af alt tilbyder vi en arbejdsplads med et ungdommeligt gå-på-mod og et fladt hierarki, hvor der er kort fra tanke til handling. Det er ikke et krav, at du har passion for HiFi, men du skal selvfølgelig synes, at det vi sælger, er MEGA spændende.
Bad sound kills good music
HiFi Klubben blev grundlagt tilbage i 1980 som en lille hi-fi-butik i Aarhus. Bag projektet stod den unge lydentusiast Peter Lyngdorf, som siden er blevet en legende i hi-fi-branchen, blandt andet via sit samarbejde med Steinway & Sons. I dag er HiFi Klubben Europas største hi-fi-specialist med topmoderne webshops og næsten 100 fysiske butikker i Skandinavien, Holland og Tyskland.
Vi ved intet om køleskabe og brødristere – det overlader vi hellere end gerne til megabutikkerne. Til gengæld ved vi alt om hi-fi, hjemmebio og god lyd, og vi er altid klar til at finde den helt perfekte lydløsning til kunderne. Alle vores produkter er af høj kvalitet, vi uddanner vores personale grundigt, og vi arbejder tæt sammen med vores leverandører. Derfor kan vi både give kompetent og ærlig rådgivning, lave priser og ekstra lang garanti. Det er vi stolte af. For os er lydkvalitet er nemlig livskvalitet.
Ved yderligere spørgsmål: Kontakt Marketingchef Rasmus Alstrup på ras@hifiklubben.com
Ansøgningsfristen er den 10. januar 2022.