Kreativ rekvisitør søges til Den Gamle Bys udstillingsafdeling
Hvis du holder af at være med dér, hvor idéer bliver omdannet til virkelighed, så er denne deltidsstilling i vores spændende udstillingsafdeling måske noget for dig.
Vi søger lige nu en rekvisitør til drift og vedligehold af vores udstillinger samt til produktion og indkøb af rekvisitter. Vi forestiller os, at du har erfaring inden for et kreativt fag eller fra et relevant håndværk.
Opgaverne vil bl.a. bestå i at lave replikaer, såsom kunstige madvarer til vores udstillinger, historiske interiører og butikker, samt opgaver med at samle emballage, male, patinere, pudse og reparere diverse rekvisitter i træ, stof, papir, læder, messing m.m., og endelig at hjælpe med at finde rekvisitter, der skal indkøbes til udstillingsbrug.
Vi har høje forventninger til dig
Du håndterer det mest almindelige håndværktøj og maskiner, og du kan arbejde i mange forskellige materialer.
Du er nysgerrig og åben, har et godt gåpåmod, og du har lyst til at kaste dig ud i uafprøvede teknikker. Du skal være god til at samarbejde, da vi i udstillingsafdelingen både samarbejder på tværs af andre faggrupper i Den Gamle By, og i selve afdelingen arbejder vi i teams med opgaver og projekter.
Jobbet er ikke fysisk hårdt, men i perioder, fx op til udstillingsåbninger og i vores højsæson, er der travlt i afdelingen, og du skal kunne trives med og håndtere at have mange bolde i luften på én gang.
Den Gamle Bys udstillingsafdeling består af en udstillingsleder og 7-8 medarbejdere, som fagligt spænder vidt inden for håndværk, grafik, lys, teknik og scenografi. I afdelingen planlægges og produceres materialedelen af alle Den Gamle Bys udstillinger. Afdelingen står også for en del vedligehold af eksisterende udstillinger og miljøer. Du bliver en del af et team af kreative folk, der respekterer og hjælper hinanden, og som sammen løser mange forskellige spændende opgaver.
Du skal have kørekort til personbil, da du indimellem skal køre til og fra vores magasin uden for Aarhus, og når du skal ud at lede efter materialer og rekvisitter. Du skal køre i Den Gamle Bys varebil, men hvis du har mulighed for det, kan du køre i din egen bil.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at rette dem til leder af udstillingsafdelingen Tine Scharling Thomsen. Tine svarer på spørgsmål i perioden 3.-14. januar 2022. Send venligst dit spørgsmål på mail til tst@dengamleby.dk, hvorefter du bliver ringet op.
Ansøgning og vilkår
Stillingen er normeret til 18-20 timer pr. uge. Vi opfordrer også kandidater, der er godkendt til fleksjob, til at søge stillingen. Der er mulighed for at starte i en praktikperiode. Tiltrædelse snarest muligt.
Ansøgning og CV skal være Den Gamle By i hænde senest 16. januar 2022 – meget gerne tidligere. Ansøgningen skal sendes i ét samlet pdf-dokument til job@dengamleby.dk, mærket ”Rekvisitør”. Samtaler afholdes løbende.
Den Gamle By er et nationalt museum og også lokalmuseum for Aarhus. Museet besøges årligt af omkring en halv million gæster, heraf mange fra udlandet. Den Gamle By modtager tilskud fra stat og kommune og tjener selv mere end halvdelen af sine driftsmidler. Inklusive projekter er den årlige omsætning omkring 150 mio. kr. Museet har ca. 225 årsværk, som består af mange forskellige faggrupper.