Museumsværter til Ejbybunkeren

Oplevelsescenter Vestvolden søger en-to nye museumsværter til arbejde i weekender og skoleferier i vores interaktive udstilling i Ejbybunkeren.

Som museumsvært er dine væsentligste opgaver at byde vores gæster velkommen og give dem en god introduktion til historien og et godt besøg.

Derudover står du for

  • at åbne og lukke bunkeren
  • salg af kaffe, is, kioskvarer mv.
  • lettere administrative og museumsfaglige opgaver
  • andre lettere, forefaldende opgaver.

Din arbejdstid er som udgangspunkt seks timer om ugen med vagter lørdage og søndage. Vagtfordelingen er fleksibel og fastlægges i samarbejde med de øvrige museumsværter.

Vi tager hensyn til dine studier og dit liv i øvrigt. Det er dog med en klar forventning om, at du er indstillet på at arbejde flere timer i skoleferierne, hvor vi har åbent alle dage.

Alt efter dine evner og interesser kan du på sigt også få mulighed for at stå for rundvisninger og andre forløb i og omkring bunkeren.

Din profil

Du har formentligt en faglig baggrund som historiestuderende med mindst to år tilbage af dit studie og en særlig interesse i den nyere danmarkshistorie.

Derudover forventer vi, at du

  • er imødekommende, serviceminded og udadvendt
  • er mødestabil og kan arbejde selvstændigt
  • kan bevare overblikket og sætter en ære i at give vores gæster en god oplevelse, også når der er travlt
  • er fleksibel og indstillet på at arbejde i weekender og ferier
  • kan begå dig på dansk og engelsk.

Vi sørger selvfølgeligt for en grundig oplæring.

Derfor skal du vælge os

Oplevelsescenter Vestvolden er en spændende arbejdsplads med en høj faglighed og gode kollegaer i enestående historiske rammer.

Vi arbejder med historien om både Københavns Befæstning og Ejbybunkeren under den kolde krig. Centeret spænder dermed bredt over centrale dele af den moderne danmarkshistorie.

Ejbybunkeren ligger på Vestvolden, som i dag er Danmarks største fredede fortidsminde. Det ligger i et smukt naturområde, hvis historie er en integreret del af formidlingen til vores gæster.

Vi er en lille arbejdsplads med et godt sammenhold i personalegruppen. Her lægger vi vægt på både fagligheden og det gode værtskab og mødes jævnligt til faglige og sociale arrangementer.

Ejbybunkeren er åben for besøg på egen hånd i skoleferier og weekender året rundt. På hverdage er bunkeren åben for bestilte rundvisninger og skoletjenesteforløb.

Når der ikke er pandemi, arrangerer vi bl.a. hvert år i juni måned Krigshistorisk Festival. Her kommer flere hundrede historiske aktører og omkring 20.000 besøgende i løbet af en travl weekend på Vestvolden.

Løn og ansættelsesvilkår

I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Hvis du vil vide mere

Se mere på www.rk.dk og på www.vestvolden.dk. Du er også velkommen til at kontakte museumsleder Martin Jespersen på tlf. 30 76 98 30 på hverdage mellem kl 10 og 12.

Arbejdssted: Oplevelsescenter Vestvolden - Ejbybunkeren, Jyllingevej 303.

Ansøgning

Send din ansøgning online med relevante bilag og referencer, så vi har den senest 22. november 2021. Klik på knappen 'Ansøg online'/'Søg jobbet' for at sende din ansøgning.

Om os

Rødovre Kommune har fra 1. januar 2021 indført røgfri arbejdstid. Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet. Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og helbredstjek.