Musikskoleleder til Randers musikskole
Randers Musikskole søger ny musikskoleleder pr. 1. august 2021. Efter 28 år har vores musikskoleleder valgt at gå på pension. Vi søger derfor en ny musikskoleleder, som kan være med til at udvikle musik- og kulturlivet i Randers Kommune.
Om Randers Musikskole
Randers Musikskole er en velfungerende musikskole, som tilbyder undervisning indenfor en bred vifte af instrumenter, kor, børnehold, bands, talentlinje med videre.
Musikskolens medarbejderstab består af musikskoleleder, souschef, 38 undervisere, kontorassistent, pedel og rengøringsassistent.
Af de 38 undervisere er 29 fastansatte på Randers Musikskole, mens de øvrige 9 er tilknyttet som undervisere gennem et mangeårigt samarbejde med Randers Kammerorkester.
Randers Musikskole har ca. 900 elever, hvoraf ca. 400 er instrumentalelever og resten er holdelever.
Musikskolen er kendt for et højt fagligt niveau. Vore lærere er erfarne, veluddannede, dedikerede undervisere, som kan håndtere undervisningsopgaver på alle faglige niveauer. Vi sætter en ære i at favne bredt og give den bedste undervisning til alle samt at formidle musik på alle niveauer for både børn, unge og voksne.
Musikskolen er en kulturbærende institution, som bidrager til udviklingen af Randers Kommunes kulturliv.
Vi har vores eget hus med gode rammer og en central placering i et af byens kulturelle kraftcentre, geografisk placeret mellem Værket/Turbinen, Ridehuset og Randers Teater.
Med knap 100.000 indbyggere er Randers Kommune landets 8. største kommune, og vores vision er, at Randers Musikskole i årene fremover skal afspejle dette. Vi vil gerne være kendte for at give skolens elever alt det, musikken kan - musikglæde, kunstnerisk forståelse og fællesskab samt alle de læringsmæssige sidegevinster, der er ved at lære at synge eller at spille et instrument.
Dette skal ske gennem en øget synlighed og branding af Randers Musikskole.
Du kan læse mere om Randers Musikskole på vores hjemmeside.
Om stillingen og ledelsesopgaven
For nuværende er Randers Musikskole en del af Sundhed, Kultur og Omsorg i Randers kommune.
Der arbejdes på en ny forvaltningsmæssig struktur indenfor det kulturelle område.
Dine opgaver som musikskoleleder:
- Du skal styrke musikskolens synlighed i byen og i kulturlivet.
- Du skal være visionær, ambitiøs og strategisk tænkende.
- Du skal styrke kommunikation og markedsføring af Randers Musikskole med henblik på at få endnu flere elever til at benytte musikskolen i fremtiden.
- Du skal udvikle samarbejdet med de forskellige kulturinstitutioner, folkeskoler, uddannelsesinstitutioner m.fl. Musikskolen skal være kendt for sit brede samarbejde.
- Du skal være synlig og til stede – ”sige hvad du gør og gøre hvad du siger”.
- Du skal hjælpe den enkelte medarbejder til at blomstre.
Din profil
Vi forventer, at du besidder følgende faglige kompetencer:
- Du har en musikfaglig baggrund, så din ledelsesstil tager udgangspunkt i et musiker-mindset.
- Du har en musikstolthed, som skinner igennem på alle niveauer.
- Du skal gå foran, lede og være et forbillede for medarbejderne.
- Du skal styre den daglige drift herunder økonomi, samt sikre en god kontakt med forvaltningen.
- Du har en lederuddannelse eller er indstillet på at gennemføre en sådan.
Vi forventer, at du besidder følgende personlige kompetencer:
- Ærlighed, åbenhed, troværdighed og ordentlighed.
- Rummelighed og respekt for andre samt evnen til at lytte og samarbejde.
- Du prioriterer personalets trivsel, det gode arbejdsmiljø og den enkelte medarbejders selvstændighed.
- Du kan håndtere et overordnet ansvar og de beføjelser, der følger med.
- Du har et passioneret forhold til såvel musikformidling som musikudøvelse og kan bidrage kreativt til musikskolens udvikling med respekt for skolens værdier og traditioner.
- Du evner at omsætte politiske beslutninger til praksis i samarbejde med medarbejderne.
Ledelsesgrundlag og personalepolitik i Randers Kommune
Se link til ledelsesgrundlaget og personalepolitikken ved at klikke lige hér.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes tiltrådt den 1. august 2021.
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles i henhold til gældende overenskomst for musikskoleledere.
Yderligere information
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kultur- og fritidschef Claus Engstrup på telefon 51 56 28 24, eller tillidsrepræsentant Asger Theilgaard på telefon 24 60 20 98.
Ansøgning
Hvis du ønsker at søge stillingen, skal det ske online.
Ansøgningsfristen er søndag den 30. maj 2021.
Første samtale afholdes torsdag den 10. juni 2021, og anden samtale afholdes onsdag den 16. juni 2021.
I Randers Kommune hører kulturområdet under Sundhed, Kultur og Omsorg. Vi arbejder efter byrådets Vision 2021. Det betyder, at vi altid har fokus på mulighederne frem for begrænsningerne. På kulturområdet samarbejder vi med frivillige og foreninger, arbejder inden for kunst- og kulturområdet og har ansvaret for bibliotekerne i kommunen og for kulturinstitutioner som Værket og Museum Østjylland. Vi er medarbejdere med en række forskellige funktioner. Alle tilstræber vi den højest mulige faglige kvalitet i de ydelser, vi leverer.