Økonomiansvarlig til Huset i Hasserisgade

Kunne du tænke dig at holde styr på økonomien i et farverigt kulturhus, hvor musik, kunst, kreativitet, fællesskaber, talentudvikling og samskabelseskultur fylder hverdagene? Brænder du for kunst og kultur og har du samtidig flair for, og erfaring med, bogholderi? Er du et udpræget ordensmenneske med styr på Excel ark og regnskaber, med et hjerte der banker for kunsten, kulturens og musikkens verden? Kan du arbejde struktureret og selvkørende med en høj grad af personlig frihed i en mangfoldig og kreativ organisation? Har du styr på (og også gerne erfaring med) bogholderiet i en selvejende institution med mange tråde og sammenhænge til det kommunale?

Så skal du søge jobbet her!

Huset er en kulturinstitution i rivende udvikling, hvor særligt talent- og vækstlagsudvikling, samt lighed i kulturen, er fokusområder pt. Huset rummer et Netværks & Genrespillested (støttet af Statens Kunstfond) med ca.150 årlige koncerter, caféer, værksteder med fokus på håndværk og design, udstillingsrum, kunstatelier, øvelokaler og kreative iværksættermiljøer. Bygningerne huser derudover KORMA (kompetencecenter for rytmisk musik i Aalborg), Aalborg Karnevals administration og undervisningslokaler tilknyttet Aalborg Kulturskole. Vi er, i tæt dialog med Aalborg Kommune, i gang med en videreudvikling af bygningsmassen, således at komplekset i fremtiden også vil rumme scenekunstneriske tiltag og kunsterboliger/artist residencies.

Livet i Huset er omskifteligt, levende, fyldt med kunst og kultur og til tider hektisk og travlt. Men altid i et spændende, sjovt og inspirerende arbejdsmiljø for den rigtige kandidat, der kan lide at have (mange) bolde i luften, mange kasketter på og er indstillet på at ikke to år, to måneder eller for den sags skyld to dage ligner hinanden!

Vi søger en skarp ledelsesassistent med bogholderifunktion til at indgå i Husets administrationsteam. Teamet består af kulturhusleder, produktionsansvarlig, kommunikationsansvarlig og økonomiansvarlig (dig). Administrationsteamet har i tæt dialog med kulturhuslederen ansvaret for den daglige drift, og en vis del af ansvarsopgaver hvor du selv står som beslutningstager må forventes.

Stillingens indhold og timetal kan i nogen grad formes efter din baggrund og kompetencer, så byd i din ansøgning endelig ind med, hvad du mener at kunne tilføre Huset.

Vi forventer ikke af dig at du:

  • kommer fra en baggrund i kulturlivet
  • har et indgående kendskab til Huset eller kulturhusverdenen
  • har mange års erfaring fra lignende institution

Til gengæld forventer vi at:

  • Du har kundskaberne på plads inden for bogføring, regnskaber og afrapportering
  • Du er ansvarlig, empatisk og rummelig
  • Du er tryg i rollen som beslutningstager og samtidig sætter kollegial sparring højt
  • Du kender, eller er parat til at sætte dig ind i, kunst og kulturlivets cirkler, som ikke altid passer til kasser.

Fastlagte opgaver:

  • Årsregnskab
  • Budget og økonomiopfølgning
  • Lønudbetaling og indberetning
  • Myndighedskontakt
  • Kasseoptællinger

Du har måske erfaring med:

  • Indberetninger til Statens Kunstfond o.lign.
  • IT og digital optimering
  • Sekretariatsfunktioner - mødeklargørelse, indkaldelser, dagsordener, referater osv.

Du kunne også have interesse for:

  • Koncert- og eventafvikling
  • Kunst
  • Proces- og projektkoordinering, med særlig fokus på talent og vækstlagsudvikling
  • Markedsføring og PR
  • Fundraising

- eller noget helt andet som vil være relevant i forhold til stillingen?

Eller måske har du bare lyst til at stå for Husets bogføring og bogholderi i en deltidsstilling med masser af frihed og mulighed for at løse mange opgaver fra hjemmekontoret?

Ansættelse er hurtigst muligt, og derfor kaldes relevante kandidater løbende til samtale. Løn fastsættes efter gældende overenskomst, kvalifikationer og timetal.

For spørgsmål og mere information, kontakt:

Kulturhusleder Michael Falk Marino tlf. 2516 1963/mm@huset.dk.
Og se www.huset.dk.