Producent søges til Det Danske Drengekor
Som producent i Det Danske Drengekor bliver du en af de bærende kræfter i koordineringen af vores mangeartede koncertaktiviteter. Du sikrer professionel afvikling over for korets koncertpartnere og bliver det primære bindeled mellem koncertpartnerne, korets ansatte, kordrengene og de mange frivillige kræfter, der bidrager til koret.
Arbejdstid: Deltid, 20 timer om ugen med mulighed for at arbejde hjemme. Kontortid tirsdag 15-18.30 og torsdag 16-18.
Månedsløn: 17.200 kr. Ferie og pension indgår ikke.
Start: 1. november 2021 (6 måneders kontrakt med mulighed for forlængelse).
Arbejdssted: Helleruplund Kirke i Hellerup
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Vi søger et struktureret og rummeligt menneske med interesse for at skabe store musikalske oplevelser for små elitekorssangere. I tæt samarbejde med korets chefdirigent, Emil Ritter, bidrager du til at planlægge, koordinere og drifte kor- og koncertaktiviteter for Det Danske Drengekors to børnekor: Juniorkoret og Koncertkoret.
Som vores producent bliver du medansvarlig for kontakten til korets koncertpartnere, som favner alt fra gamle kulturinstitutioner til kommercielle partnere. Da det primært er Koncertkoret, der repræsenterer Det Danske Drengekor ved koncerter, er det også deres aktiviteter, der fylder i hverdagen. Koncertkoret optræder med et bredt repertoire i samarbejde med mange forskellige partnere - fx til kirkekoncerter, i tv-shows, reklamefilm og ved større events - og så er de også del af børnekoret på Operaen på Det Kongelige Teater i København. Denne operasæson er drengene med i La bohème og Tosca. For drengene i Koncertkoret er årets højdepunkt sommerturnéen, som hvert år går til ny destination.
PRIMÆRE ARBEJDSOPGAVER
- Koordinering af koncertaktiviteter, samarbejder og deadlines
- Løbende kommunikation (skriftlig og mundtlig) med korets interessenter: koncertpartnere, dirigent, pianist, stemmetræner, drenge/forældre, bestyrelse og frivillige
- Holde overblik og stå for det praktiske arbejde i forbindelse afvikling af korprøver
- Projektledelse af korets koncertaktiviteter, events og tv-optrædener
- Udarbejde kontrakter/aftaler med koncertpartnere
- Budgetstyring af de enkelte koncertaktiviteter
- Administrativ hjælp ifm. understøttende aktiviteter (bl.a. hyttetur og udlands-turné)
- Administrative opgaver: besvare korets officielle e-mail, opdatere medlemsdata, månedligt nyhedsbrev, opdatere koncertkalender, hjemmeside og sociale medier.
VI FORVENTER AT
- Du befinder dig godt i rollen i som samlende figur
- Du er rummelig og har forståelse for de forskellige behov, der kan være til stede i forbindelse med kunstnerisk arbejde og arbejde med børn
- Du er god til at holde overblik og koordinere flere projekter på samme tid
- Du kan kommunikere flydende på dansk både mundtligt og skriftligt (engelsk-kundskaber er en fordel)
- Du har en relevant uddannelse eller erhvervserfaring fra lignende stillinger
- Du trives med at arbejde selvstændigt og bidrager gerne til fællesskabet.
VI TILBYDER
- En forening med en stærk mission: Vi arbejder for at gøre små drenge til store mennesker gennem klassisk sang på højt niveau
- Et arbejdsfællesskab med plads til nye ideer, og hvor du selv kan præge projekter og opgaver
- Fleksible arbejdstider med mulighed for at arbejde hjemme; dog forventer vi, at du arbejder på kontoret ifm. planlægningsmøder og korprøverne tirsdage og torsdage. Weekend- og aftenarbejde kan forekomme.
SÅDAN SØGER DU
Send ansøgning og CV sammen med eventuelle referencer til te@detdanskedrengekor.dk. Ansættelsessamtaler afholdes løbende i uge 42 og 43. Ansøgningsfrist er snarest muligt, dog senest 24. oktober 2021. Forventet ansættelse pr. 1. november 2021.
KORT OM DET DANSKE DRENGEKOR
Det Danske Drengekor blev etableret i 1943 og består i dag af flere børne- og voksenkor: Juniorkoret, Koncertkoret, De Unge Drenge, Barbershopbanden og De Gamle Drenge. Som producent kommer du primært til at arbejde med de to børnekor: 1) Juniorkoret, som er for nybegyndere og drenge i alderen 6 til 10 år; 2) Koncertkoret, som er et elitekor med drenge i alderen 8 til ca. 14 år. Tjek Det Danske Drengekors facebook-side, så får du et godt indtryk af, hvem vi er: facebook.com/detdanskedrengekor.
VIL DU VIDE MERE OM STILLINGEN?
Kontakt bestyrelsesmedlem i Det Danske Drengekor, Tine Ernrup, på mobil: 20 20 08 64 eller e-mail: te@detdanskedrengekor.dk.