Projektleder for Frontløbernes læringsforløb

Har du erfaring med at lave kulturprojekter? Og har du lyst til at skabe fede rammer for læring, når andre unge skal skabe egne projekter? Så er det måske DIG Frontløberne leder efter! Vi søger en projektleder, der skal stå i spidsen for vores læringsforløb i foråret 2022 og være med til at udvikle nye formater.

Du har:
... erfaring med at lave kulturprojekter
... erfaring med at skabe rammer for læring (fx holde workshops)
... lyst til at være med til at udvikle Frontløbernes læringsformater fremadrettet  
... god energi, gejst og er handlekraftig 
... evnen til at arbejde tæt sammen i et team men også arbejde selvstændigt og tage ansvar
... evner til at indgå i et projekthus med og af unge og være en del af en omskiftelig dagligdag med mange forskellige opgaver  

 

Dine opgaver:

Som projektleder for Frontløbernes læringsformater er din hovedopgave at afvikle projektforløbet LIFT OFF i foråret 2022, hvor unge skal skabe egne kulturprojekter. Derudover står du i spidsen for at afvikle vores månedlige inspirationsevent “Each one teach one”, hvor unge afholder workshops for andre unge om et emne, de brænder for. Du kommer til at have stor frihed til at sætte dit præg på alle aktiviteter og være med til at udvikle nye læringsformater hos Frontløberne sammen med ledelsen. 

Derudover kommer du til at være en del af dagligdagen og indgår i de opgaver, der følger med at være en del af vores lille team på Frontløbernes hovedkvarter, hvor vi arbejder tæt sammen, hjælper og sparrer med hinanden. 

 

Om Frontløberne:

Frontløberne er en projektplatform af unge kulturskabere i alderen 16-35 år. På hovedkvarteret er vi et ungt team, som sammen driver projekthuset på Sydhavnen i Aarhus, hvor unge kulturskabere har plads til deres projekter, kan afholde kulturarrangementer og blive en del af et fællesskab.

 

Om stillingen:

Stillingen er tidsbegrænset på 6 måneder med start januar 2022 til og med juni 2022. Håbet er, at du er med til at udvikle nye læringsformater sammen med Frontløbernes ledelse, så du fremover kan drive dem i huset. Arbejdstiden er 20 timer om ugen med fast plads på Frontløbernes hovedkvarter. Der vil være aften- og weekendarbejde. Stillingen er med fast månedsløn. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at sende en mail til Julie Melgaard Smidt fra Frontløbernes ledelsesteam på julie@frontloberne.dk , så finder I en tid til at snakke sammen. 

Ansøgningen sendes til info@frontloberne.dk senest søndag den 14. november kl. 23.59. Marker emnefeltet med “Ansøgning projektleder. Samtaler finder sted onsdag den følgende uge.