Redaktør på fremtidens TV AVIS

DR Nyheder søger en visionær og erfaren tv-redaktør, som ønsker at være med til det næste store skridt for tv-nyheder: Indtoget på danskernes streamingplatforme.

TV AVISEN er Danmarks stærkeste nyhedsbrand og opdaterer hver dag op mod en million danskere på de vigtigste historier i ind- og udland. Men i takt med, at flere og flere danskere ”klipper kablerne” til flowfjernsynet, bliver seningen i stigende grad flyttet over på DRTV – fx på mobilen eller smart-tv’et. Derfor satser TV AVISEN i de kommende år på at øge tilstedeværelsen på de digitale platforme og levere nyhedsindhold af høj kvalitet til danskerne på det sted og det tidspunkt, de måtte ønske.

Som redaktør på TV AVISEN har du hver dag ansvar for, at vores udsendelser bringer de væsentligste historier fra Danmark og verden, og at de bliver fortalt på en måde, som føles relevant for danskerne i deres liv og hverdag. Det betyder, at du skal have en superskarp journalistisk næse ift. de store dagsordener, men også, at du interesserer dig for nære og lokale problemstillinger. Lidt mere konkret betyder det, at både immigrantkrisen mellem EU og Hviderusland og Rudkøbings strid om placeringen af en Rema 1000 er vigtige historier, som skal i TV AVISEN. 

Når du er redaktør for TV AVISEN, spiller du på det store DR-orgel: Du har adgang til DR Nyheders omfattende korrespondentkorps, specialister fra vores fagredaktioner samt landets dygtigste fotografer, grafikere, producere og tv-journalister. Det er et stort privilegium, men naturligvis ét, som forpligter. Du skal derfor ikke bare kunne træffe de rigtige beslutninger, men også få dem udført gennem andre i et stort holdarbejde, som kræver, at du ved, hvad du vil.

Du skal kunne lave den perfekte 18:30-udsendelse med fokus på ”i dag” men også sætte en ære i at have breakingvagten og sikre, at DR leverer en stærk dækning, når en minister går af, eller terroren rammer et sted i verden. På lidt længere sigt vil jobbet udvikle sig i takt med vores fælles udvikling af et nyhedstilbud på DRTV, så du skal også have ild i øjnene over en fremtid, hvor du ikke længere udkommer én gang om dagen, men løbende hen over dagen. Er du vores nye redaktør, kommer du til at arbejde på en redaktion med højt humør og gode kolleger, som passer på hinanden, og det er derfor vigtigt, at du også bidrager til dette. Vi mener, det er vigtigt, at det er sjovt at gå på arbejde – også når det går stærkt.

Vil du være med til at skabe fremtidens digitale nyhedstilbud – eller vil du blot spørge lidt ind til DR-kaffen og kantineordningen – er du velkommen til at kontakte Morten Tvegaard, chef for DRTV LIVE og TV AVISEN 18:30 på 28 54 45 32.

DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge. Du kommer til at arbejde i DR Byen, som har metro lige til døren. Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit CV. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk. Du søger ved at klikke på ”Søg stillingen” i højre side. Ansøgningsfristen er den 31. december kl. 12:00.