Reporter/ redaktør
DR’s P1 Morgen søger en ambitiøs og hårdtarbejdende reporter/redaktør, der skal være med til at gøre Danmarks største morgenprogram på taleradio endnu bedre.
P1 Morgen havde i 2020 stigende lyttertal og sluttede året af med rekordhøje lyttertal. P1 Morgen sender alle hverdage fra 6-9 og om lørdagen fra 8-10. Programmet leverer grundig journalistik om de aktuelle dagsordener og følger de vigtige historier i ind- og udland tæt. Programmet samarbejder med de øvrige afdelinger i DR og gør flittigt brug af DR’s korrespondenter rundt om i verden.
P1 Morgen består dels af sin egen redaktion, der på daglig basis tæller to værter, seks reportere og en redaktør. De leverer cirka halvdelen af indholdet til programmet. Den anden halvdel kommer fra de andre redaktioner i DR Nyheder, som dog bliver tilpasset til P1 Morgen af reporterne.
P1 Morgen er sammen med blandt andet Radioavisen, dr.dk og TV Avisen de vigtigste udkommesteder for den journalistik, der bliver lavet i DR Nyheder.
Den reporter/redaktør, som vi søger, skal ikke indgå i det daglige reporterteam, men skal have et særligt ansvar for, at vi holder journalistisk fokus på de relevante sager hen over ugen. Da P1 Morgen skifter daglig redaktør hver anden dag, er der et behov for at have en person på redaktionen, som kan søge for, at vi ikke glemmer vigtige journalistiske sager, når reporter- og redaktør-holdet udskiftes. Sideløbende med ansvaret for, at det journalistiske fokus fastholdes ugen igennem, forventes det også at reporteren/redaktøren selv sørger for at få gode, vigtige og relevante historier i programmet.
Derfor forventer vi, at du vil arbejde hårdt for at få de helt rigtige kilder til at optræde i programmet. Du må gerne have et stort kildenetværk og kunne pege på de bedste kilder til dagens historier.
P1 Morgen arbejder altid med analysen og perspektivet bag de store nyhedsdagsordener, men er meget bevidst om, at den bedste radio skabes, hvis man taler med dem, som det handler om. Derfor er vi på udkig efter en person, som ikke stopper, før det helt rigtige miks af kilder er på plads.
Kvalifikationer:
• Mindst to års erfaring med radiomediet
• Indgående kendskab til de aktuelle nyhedsdagsordener i Danmark og udland
• God energi, gode coachingevner og et godt fagligt fundament er et must
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge. Yderligere spørgsmål kan stilles til redaktionschef Claus Cancel cca@dr.dk / 2460 0003 og ledende redaktør Stefan S. Hansen smh@dr.dk / 2854 2648
Ansøgningsfristen er den 25. februar kl. 12:00 og vi regner med at afholde samtaler i uge 9 og 10.