SOUND på Rytmisk Musikkonservatorium søger studentermedhjælper indenfor kommunikation og events
Er du god til at skrive og kommunikere på sociale medier? Og vil du være med til at arrangere events for og med unge kunstneriske iværksættere? Så er det måske dig, vi leder efter til SOUND.
SOUND er et nyt væksthus for kunstnerisk innovation og iværksætteri, der arbejder for at hjælpe unge musikere og kunstneriske iværksættere med at skabe nye jobmuligheder i og udenfor musikbranchen. I SOUND tilbyder vi skræddersyede inkubationsforløb, mentorordninger, workshops, sociale aktiviteter, fysiske faciliteter og et offentligt eventprogram, og det er ambitionen, at skabe flere bæredygtige kunstnerliv, samtidig med, at vi bidrager positivt til de samfundsmæssige udfordringer, verden står overfor.
SOUND er et pionerprojekt, der med støtte fra Tuborgfondet og med inspiration fra universiteternes startup-miljøer, henvender sig til unge musikere og kunstneriske iværksættere uanset uddannelsesmæssig baggrund. De første kunstneriske iværksættere vil begynde i starten af 2024.
Kvalifikationer
- SoMe og kommunikation
Du elsker at formulere dig på skrift, og du har mod på at kaste dig ud i copy til Instagram og tekstproduktion til hjemmeside, nyhedsbreve og LinkedIn. Du har måske input til, hvordan man laver en SoMe-strategi, og du har helt sikkert gode idéer til udvikling af content til de sociale medier.
Har du erfaring med Indesign, Figma eller lign., så er det et kæmpe plus.
- Events
Du har lyst til at prøve kræfter med at udvikle, koordinere og afvikle mindre events og har sans for tidsplaner, praktiske opgaver og små detaljer. Vi skal arrangere talks, konferencer og koncerter, og det er vigtigt, at du har lyst til at hjælpe med at give publikum og deltagere en god oplevelse, og at du kan bevare et positivt mindset, hvis der opstår noget uventet.
Du vil blive en del af et lille team i et levende, kreativt miljø, hvor du vil arbejde tæt sammen med den daglige leder af SOUND.
Ansøgning
Hvis det lyder som noget for dig, så send en ansøgning på max én side og dit CV senest den 11. december kl. 12.00 via dette link.
Har du erfaring med tekstproduktion eller copy til SoMe, så send meget gerne eksempler eller links med i din ansøgning.
Vi afholder samtalerne inden jul.
Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte den daglige leder af SOUND, Mads Ravnsbæk Sørensen, på mail: mrs@rmc.dk eller telefon: 60 60 40 38
Stillingen er på mellem 10-15 timer om ugen og aflønnes efter gældende organisationsaftale mellem HK/STAT og Finansministeriet. Minimumstimelønnen er 132,68 kr. plus feriepenge og evt. pension. Du vil blive lønindplaceret på baggrund af tidligere ansættelser.
For at blive ansat er det en forudsætning, at du er aktiv studerende ved en uddannelsesinstitution.
RMC og SOUND har til huse på Holmen, hvor cirka 45 ansatte og 200 studerende har deres daglige gang. Du kan læse mere om konservatoriet på www.rmc.dk.
Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) ser et mangfoldigt, rummeligt og nysgerrigt uddannelses- og udviklingsmiljø som en forudsætning for at kunne indfri sin vision om at være en pionér blandt uddannelses-, videns- og kulturinstitutioner inden for samtidsmusik, der uddanner fremtidens kunstneriske innovatorer. RMC opfordrer derfor alle kvalificerede uanset alder, køn, social baggrund, etnisk baggrund eller kunstnerisk baggrund samt individuelle psykiske og fysiske forudsætninger til at søge de ledige stillinger.