Visionær og Passioneret Leder til Aarhus Musikskole

Vil du stå i spidsen for en udviklende musikskole med stor diversitet i både aktiviteter, elever og medarbejdergruppe?

Vi søger en leder til Aarhus Musikskole med visioner, der tør drømme og tænke stort, og som trives i et stimulerende og dynamisk miljø af kreative musikfolk. Vi er Sammen om Musikken og brænder for at gøre en forskel, så vi kan få børn og unge til at blomstre i Aarhus.

Om jobbet:
Som leder af Aarhus Musikskole får du mulighed for - i øjenhøjde med børn og unge - at være med til at udvikle musikkulturen i Aarhus. Du får ansvaret for at skabe de optimale rammer og muligheder for, at musikken når ud til den brede befolkning, dem der ønsker at gå i dybden og dem med særlige behov.

Du kommer til at stå i spidsen for en stor og anerkendt musikskole med et højt kompetenceniveau, der går forrest i at nytænke og udvikle udbredelsen af musikken. Som leder af Aarhus Musikskole har du det overordnede ansvar for musikskolens strategi, udvikling og økonomi samt driften af musikskolens mange aktiviteter i Officersbygningen, men også lokalt på 25 folkeskoler og andre steder i Aarhus Kommune. 

Aarhus Musikskole skaber rammerne for masser af instrumental- og sangundervisning og driver et af landets største MGK centre, Aarhus Korskole, Musik Talent Aarhus, Bandakademi Grobund, MusikSak, Flaskepost til Fremtiden, World Musik Center og Sangskattekisten m.fl. Få et overblik over Aarhus Musikskoles projekter, aktiviteter og organisering her.

Projekterne skabes i tæt samarbejde med bl.a. folkeskolerne, Børnekulturhuset, Musikhuset, Aarhus Symfoniorkester, Dokk1, Sundhed og Omsorg og PPR, samt eksterne samarbejdspartnere som bl.a. Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus Jazz Orchestra, Kantoriet, ARoS, Festugen, FO-Aarhus, Musik- og Kulturskoler i DK og internationale samarbejdspartnere i både norden og EU. Som leder af Aarhus Musikskole får du en udadvendt rolle med en bred berøringsflade i miljøet, hvor du skal varetage Aarhus Musikskoles interesser udadtil. Derfor skal være en god netværker og trives i at deltage i de repræsentative opgaver.

Aarhus Musikskole hører under Kulturforvaltningen i Aarhus Kommune sammen med Filmby Aarhus, Børnekulturhuset, Godsbanen og Ungdomskulturhuset. Du refererer direkte til Kulturchefen og vil indgå i den samlede ledergruppe på tværs af Kulturforvaltningen. Ledergruppen har et stort fokus på at skabe sammenhængskraft på tværs af kulturinstitutionerne, som du bidrager ind i. Se det samlede organisationsdiagram for Kulturforvaltningen her.

Aarhus Musikskole er en attraktiv arbejdsplads med ca. 130 medarbejdere. Du får personaleansvaret for ca. 100 engagerede og passionerede musiklærere, der tager ansvar og brænder for deres respektive fagområder. Derudover er du også nærmeste leder for souschefen, som du til dagligt arbejder tæt sammen med. Souschefen har ansvaret for den daglige ledelse af administrationen samt personaleansvaret for godt 20 musiklærer.  Internt er musikskolen bl.a. organiseret med udviklingsråd, MED-udvalg og udviklingsgrupper, hvor medarbejderne dels videndeler med hinanden, men også udvikler og afvikler projekter og koncerter sammen.

Se Aarhus Musikskoles organisationsdiagram her.

I den første tid forventer vi, at du er nysgerrig på det eksisterende og danner dig et overblik over Musikskolens organisering, ressourcer og samarbejder. Med afsæt i dit indgående kendskab til ungekultur, musikvækstlag og et globalt udsyn, tager du ansvar for at videreudvikle musikskolen og sætte et kulturelt aftryk på Aarhus. Du har fokus på medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde, samt hvordan Aarhus Musikskole fastholder og udvikler det høje kompetenceniveau.

Din profil:

Som leder af Aarhus Musikskole er det afgørende, at du er visionær, passioneret og har musikpædagogisk indsigt. Du byder ind med et bredt kendskab til musik i alle genrer, og du brænder for både rytmisk og klassisk musik, som du vægter lige højt.

Du er strategisk og har blik for, hvordan Aarhus Musikskole både nu og i fremtiden kan gøre en forskel for alle igennem musikken, hvad enten det er sammen med børn, unge, voksne, bredde, elite eller ift. det sundhedsmæssige aspekt. Du sætter en tydelige retning og skaber en klar fælles strategi for Aarhus Musikskole. Du udvikler og udfordrer det eksisterende, og du giver medarbejderne mulighed for at tage ejerskab på opgaverne og arbejde selvstændigt inden for de aftalte rammer. Du har fokus på medarbejdernes trivsel og blik for, hvordan den enkelte medarbejder trives og lykkedes med at skabe gode og udviklende musikoplevelser sammen med eleverne.

Herunder lægger vi vægt på, at;

  • Du har gode relationelle kompetencer og stærke kommunikative evner, så du kan skabe gode relationer og kommunikere på alle niveauer i organisationen samt skabe gode samarbejder på tværs af Aarhus Kommune og med eksterne samarbejdspartnere.  
  • Du har strategisk zoom, hvor du ubesværet skifter perspektiv mellem detalje, overblik og fremsyn, og du skaber overblik, struktur og sammenhængskraft i en kompleks organisation.
  • Du hviler i dig selv og i dit lederskab, så du kan bevare roen i tilspidsede og dilemmafyldte situationer med fokus på at udfordre og afklare på en respektfuld og konstruktiv måde.
  • Du er tillidsfuld og uddelegerende i din ledelsesstil, hvor du er lydhør og inddrager medarbejdernes viden i de strategiske processer.
  • Du er synlig og troværdig både i forhold til dine medarbejdere, de mange samarbejdspartnere og i din repræsentation og synliggørelse af Aarhus Musikskole udadtil.
  • Du har en god individuel indlevelse med blik for det enkelte menneske og behandler alle med samme respekt, empati og imødekommenhed.
  • Du har politisk og kulturpolitisk indsigt, og du har forståelse for at navigere i det politiske system, så du kan tale musikkens sag både lokalt og nationalt.

Vi forventer, at du har en musikpædagogisk uddannelse fra musikkonservatoriet eller universitetet, samt at du har indsigt og forståelse for det musikfaglige og pædagogiske undervisningsarbejde.

Du skal have evnerne til at bedrive god personaleledelse og brænde for det. Det er en fordel, hvis du også har erfaring med personaleledelse.

Derudover skal du have en god forståelse for økonomi og det er en fordel, hvis du har erfaring med have budgetansvar.

Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.

Stillingen er uden højeste tjenestetid.

Der vil blive indhentet straffeattest og ansættelse sker under forudsætning af, at attesten ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her.  Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende privat straffeattest.

Der vil blive indhentet børneattest og ansættelse sker under forudsætning af, at attesten ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her. Stillingen er til enhver tid betinget af en anmærkningsfri børneattest.

Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Kulturchef, Lars Davidsen på telefon 41 85 66 40.

Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

Ansøgningsfrist: 6. marts 2023

Vi forventer, at 1. samtale finder sted i d. 13. marts og at 2. samtale finder sted d. 22. marts. Der medvirker en rekrutteringskonsulent i ansættelsesprocessen, hvor der vil blive brugt mentale færdighedstest og personlighedstest. Test, testinterview og referencer vil foregå mellem 1. og 2. samtalerunde.

Om os
Aarhus Musikskoles historie går tilbage til 1932. Vi har netop holdt 90-års jubilæum og er en af landets ældste musikskoler. Aarhus Musikskole - eller Aarhus Folkemusikskole, som navnet oprindeligt var - blev oprettet af private musikpædagoger og tilbød fra starten musikundervisning til et halvt hundrede mennesker.

Mere end 2.000 folkeskoleelever deltager hvert år i længerevarende musikskoleaktiviteter i skoletiden på deres folkeskole, og 3.750 musikskoleelever går til sang- og instrumentalundervisning, musik og bevægelse, musikværksteder, sammenspil eller en anden musikaktivitet ved Aarhus Musikskole.

Musikskolen har base i Officersbygningen, der danner rammen for ca.  30 undervisningslokaler, en mindre koncertsal, MGK-lokaler samt musikskolens administration.  Den årlige omsætning er på godt 30 mio. kr. bestående af en kommunal bevilling på ca. 13 mio. kr., en MGK-bevilling på 5 mio. kr., et statstilskud på 3 mio. kr., elevbetalinger og indtægter fra samarbejdsprojekter og fondsansøgninger.
 

Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads. 28.000 professionelle og passionerede kollegaer arbejder hver dag for, at vi er en god by for alle. Som ansat i Aarhus Kommune gør du visioner til virkelighed og skaber udvikling, fællesskab og trivsel. Her er der respekt for faglighed, plads til mangfoldighed og mulighed for udfoldelse. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!

 
Leder- og medarbejderroller
I vedlagte link finder du de fælles Leder- og medarbejderroller i Aarhus Kommune:
https://aarhus.dk/job/den-attraktive-arbejdsplads/

De fælles leder- og medarbejderroller giver et blik på de forventninger, der stilles til dig, når du som leder eller medarbejder i Aarhus Kommune skal løse den fælles kerneopgave. Ved at synliggøre de forventninger, der stilles – om du er leder eller medarbejder – håber vi på, at vi sammen kan fastholde et godt arbejdsmiljø, en attraktiv arbejdsplads og en kultur med troværdighed, respekt og engagement.