ARoS søger en visionær leder til at videreudvikle museets formidlingsafdeling

Vi ønsker at styrke ARoS’ position som et af Danmarks mest besøgte museer. Vi leder efter en idérig, visionær leder, der kan bygge bro mellem kunst og mennesker.

ARoS er et af Nordeuropas førende kunstmuseer med en samling på mere end 8.300 værker af danske og internationale kunstnere. Museet præsenterer årligt 6-8 store udstillinger og er hjemsted for ikoniske værker som Olafur Eliassons Your rainbow panorama, Ron Muecks Boy - og fra juni 2026 også James Turrells enestående Skyspace. I 2024 lagde over 650.000 gæster vejen forbi ARoS, heraf 565.484 med billet eller årskort, hvilket gør museet til et af landets mest besøgte kunstmuseer. 

Link: Oplev kunst i verdensklasse og fantastisk udsigt over Aarhus - ARoS

Det bekræfter os i, at kunst er afsæt for meningsfulde oplevelser og relevante samtaler. Og det vil vi gerne tilbyde endnu flere.

Som en del af denne vision er ARoS Public Engagement, museets formidlingsafdeling, i gang med at udvikle en ny strategi, som skal gentænke, hvordan ARoS i samspil med vores gæster kan skabe et kreativt frirum, hvor nye idéer og fællesskaber opstår. 

Strategien omfatter nye fysiske rammer, formidlingsformater og partnerskaber og sætter engagement og vores gæster i centrum. ARoS’ målgruppe er mangfoldig og spænder over børnefamilierne, unge mennesker, de kulturvante - og uvante, turisterne, uddannelsesinstitutionerne og sårbare samfundsgrupper. Strategien indeholder også initiativer i forhold til aktiviteter i byrummet udenfor ARoS’ egne gallerier.

Strategien skal i første halvår af 2026 resultere i en stor fondsansøgning, som skal muliggøre den markante videreudvikling af ARoS Public Engagement - og det er lige her, du lander. 

 

ARoS Public Engagement

Public Engagement er museets formidlingsafdeling, der har til formål at engagere publikum - ikke bare som passive tilskuere, men som aktive deltagere. 

Det betyder, at kunstoplevelsen hos ARoS ofte kombineres med workshops, debatter, musik, performances, film, foredrag, særlig formidling i udstillingerne, tilbud til skoler og samarbejder med foreninger - alt sammen med fokus på at give nye perspektiver og skabe dialog mellem kunst, publikum og samfund.

Link: https://www.aros.dk/da/formidling/aros-public-engagement/

 

ARoS 2026

2026 bliver et historisk år for ARoS, hvor samlingen udvides med et af verdens største offentlige Skyspaces. Åbningen er fastsat til den 19. juni 2026 og fuldender museets store The Next Level-projekt. 

Samtidig arbejder alle museets afdelinger målrettet på at realisere målsætningerne i ARoS Vision 2033, der er museets langsigtede plan for et modigere, mere dristigt og inkluderende museum. 

Link: ARoS Vision 2033 - ARoS

 

Dine arbejdsopgaver 

  • Du skal sammen med ARoS’ Kommunikations- og publikumschef stå for udvikling og implementering af den nye, langsigtede strategi for ARoS Public Engagement.
  • Du skal sikre udviklingen og gennemførsel af en række eksisterende og nye aktiviteter for at nå ambitionerne i ARoS vision 2033.
  • Du har ansvar for at søge fondsmidler til Public Engagements mange aktiviteter, cirka 10-15 fondsansøgninger om året.
  • Du skal forvalte programbudgetter og arbejde strategisk med partnere for at sikre et effektivt finansielt samarbejde.
  • Du har personaleledelse for fem fastansatte medarbejdere, tre projektansatte og en række formidlingsassistenter (studerende). Formidlingsassistenterne ledes i dagligdagen af en af de fastansatte medarbejdere. Vi har netop med budget 2026 udvidet bemandingen fra 4 til 5 fastansatte som følge af de mange nye opgaver i afdelingen. Du vil løbende have både fælles personalemøder og 1:1-samtaler.
  • Du skal sammen med teamet tilrettelægge publikumsarrangementer, der relaterer sig til ARoS´ udstillinger samt øvrige aktiviteter.
  • Du skal videreudvikle vores formidlingsaktiviteter og indsatser i forhold til såvel skoler som private omvisninger.
  • Du skal kunne samarbejde bredt med kollegaer på hele museet samt med eksterne aktører omkring gæsteengagerende aktiviteter.

 

Din baggrund og kompetencer

  • Du har stor erfaring med at arbejde på et museum eller i kultursektoren og har relevant uddannelsesmæssig baggrund, der passer til rollen.
  • Du brænder for publikumsinddragelse, målgruppeanalyse og tværfaglige samarbejder, og det motiverer dig at se gæsterne flokkes om ARoS og deres positive feedback.
  • Du er leder i dag med min. 2-3 års erfaring - og kan dokumentere gode trivselsmålinger. Du kan skabe tillid, motivation og medejerskab i dit team. Du er robust, kan skabe resultater og er beslutningskompetent, når det er nødvendigt.
  • Du er en strategisk og kreativ tænker, der er i stand til at styre, prioritere og levere tværfaglige opgaver og projekter på forskellige udviklingsstadier.
  • Du har fremragende kommunikationsevner og er i stand til at tilpasse din stil til forskellige målgrupper, kolleger og samarbejdspartnere.
  • Du er en god forhandler, er fleksibel og åben over for forandringer.
  • Du har et stort netværk og stor erfaring i samarbejdet med fondene.

 

Vi tilbyder

Et engageret og kompetent team og et helt museum fyldt med dygtige kollegaer, der alle er opsat på at løfte ARoS og lykkes med at skabe oplevelser i verdensklasse.

Du vil indgå i et lederkollegium med i alt 14 ledere på ARoS, som i øjeblikket er ved at gennemføre et lederudviklingsprogram. Du vil blive ført ind i dette, så du er opdateret og kan deltage i det afsluttende forløb. Et tema i forløbet er blandt andet fra en gruppe ledere til én ledergruppe. 

Vi tilbyder en arbejdsplads placeret i hjertet af Aarhus - med Symfoniorkester, Musikhuset, Aarhus Festuge, Børnekulturcenter, Bora-Bora, Godsbanen og Den Gamle By som tætte naboer og gode samarbejdspartnere.

Vi tilbyder en attraktiv løn- og personalegodepakke. Løn og pension ligger i alt på ca. 56.000 kr./måned. Der kan evt. hertil forhandles tillæg eller bonusaftale. Ansættelsen er på jobløn (dvs. uden højeste tjenestetid). 

Du vil referere til Astrid Søes Poulsen, Kommunikations- og publikumschef. Har du uddybende spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Astrid på mobil: 2144 5039.

 

Processen

Ansøgningsfrist for at indsende CV og en motiveret ansøgning er 4/1-2026. 

Første samtalerunde er d. 13/1-2026. 

Anden samtalerunde forventes at blive d. 23/1-2026. 

Vi ønsker stillingen besat pr. 1. marts 2026. 

Vi forventer at udtage seks kandidater til første samtale, hvoraf vi forventer tre til anden samtalerunde. 

Mellem første og anden samtalerunde vil der være: 

  • Et testforløb (personlighed og kognitiv), der gennemføres med hjælp fra ekstern samarbejdspartner. Du vil få en personlig samtale med konsulenten vedr. testresultaterne inden de afleveres til ansættelsesudvalget.
  • En 1:1-samtale med ARoS’ museumsdirektør, Rebecca Matthews.
  • En caseopgave, som forberedes hjemme og fremlægges ved den anden samtale.

Vi glæder os til at høre fra dig - og ser meget frem til at læse din ansøgning og dit CV.