Administrativ medarbejder til Assens Musikskole
Hos Assens Musikskole søger vi en administrativ medarbejder.
Vi tilbyder en stilling på 20 timer ugentligt med hovedarbejdssted på Tobaksgaarden i Assens.
Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt.
Hvem er vi
Assens Musikskoles bidrag til borgerne er musikalsk læring og oplevelser. Det giver livskvalitet for vores elever.
Leg og nysgerrighed er vigtige ingredienser i musikalsk udvikling, og der er samtidig brug for en driftsikker administration, hvor der er styr på tingene. Derfor vil dit bidrag i administrationen blive en vigtig del af musikskolens kerneydelse og den forskel, vi gør.
Vi søger en person, der har lyst til at indgå i vores administrative team og løse en række forskellige opgaver inden for administration, service og bogføring.
Vi forventer, at du er imødekommende af natur, kan bevare overblikket og arbejde selvstændigt og serviceminded i opgaveløsningen sammen med både ledelse, medarbejdere og brugere.
Hos os bliver du en del af et godt team i et spændende kulturhus. Vi er en administration, der både arbejder godt sammen og løser opgaver hver for sig.
Om stillingen
Vi tager godt imod dig, når du starter. I et introforløb lærer du musikskolen at kende, så dit bidrag kommer til at give mening, og dine kompetencer kommer til at gøre en forskel.
Opgaverne i stillingen er følgende:
- Administration: indkøb, kundeservice, aflysninger, instrumentadministration og diverse ad hoc opgaver
- Service: mødeklargøring, forplejning og daglig service, så her er rart at være
- Bogføring: kontering, ud- og indbetalinger, fakturering og rapporter
Fagligt forventer vi, at du har de nødvendige kompetencer og erfaring, der gør dig i stand til at arbejde med talbehandling, Excel, Word og Outlook, samt at du er hurtig til at lære nye systemer.
I forhold til dine personlige kompetencer vægter vi, at du er struktureret, serviceminded og omhyggelig.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra principperne om lokal løndannelse.
Vi gør opmærksom på at straffeattest indhentes, før ansættelse kan finde sted.
Assens Kommune kræver gyldigt coronapas af alle ansatte i arbejdstiden, så længe Covid-19 klassificeres som en samfundskritisk sygdom.
Vil du vide mere
Hvis du har spørgsmål eller ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte musikskolens leder Niels Thåstrup på tlf. 64 74 69 01.
Ansøgningsfristen er den 10. februar 2022, og vi forventer at holde ansættelsessamtaler tirsdag den 22. februar på Tobaksgaarden.
Vi ser frem til at høre fra dig!