AKK – Almene Kunstklubber søger koordinator til børn- og ungeindsats med flair for samarbejder, fundraising og kommunikation
AKK – Almene Kunstklubber søger en koordinator til vores børn- og ungespor, der både kan drive vores indsatser på Nørrebro og være med til at udvikle de erfaringer, som fra januar 2027 skal danne grundlag for en ny national indsats for børn og unges møde med kunst i flere almene boligområder i Danmark.
Om stillingen
Børn- og ungekoordinatorens arbejdsopgaver og ansvarsområder bliver, at:
- koordinere, udvikle og drive AKK’s kunstklubber for børn og unge på Nørrebro
- planlægge aktiviteter, workshops og events
- samarbejde med kunstnere, boligorganisationer, boligsociale medarbejdere, kulturinstitutioner, skoler, frivillige m.fl.
- bidrage til dokumentation, kommunikation, evaluering og videndeling
- medvirke til at udvikle kunstneriske formater og partnerskaber, der sikrer inkluderende og tilgængelige kunstklubber
- Udvikle og skrive fondsansøgninger
Arbejdsopgaverne løses i tæt samarbejde med det øvrige sekretariat.
En stor del af dit arbejde bliver at skabe gode rammer for AKK’s kunstklubber på Nørrebro. Sammen med professionelle kunstnere, frivillige og lokale samarbejdspartnere er du med til at sikre, at børn og unge kan gå til kunst hver uge i bl.a. Lundtoftegade, Osramhuset og på Blågårdsplads.
Men stillingen handler ikke kun om Nørrebro. Du bliver også en del af udviklingen af AKK's nationale børn- og ungeindsats. Med afsæt i erfaringerne fra kunstklubberne på bl.a. Nørrebro skal AKK fra januar 2027 etablere kunstklubber i flere almene boligområder i Danmark. Som koordinator bliver du en del af arbejdet med at udvikle de organiseringsformer, partnerskaber, metoder og den finansiering, der skal gøre det muligt.
Du bliver en del af en lille organisation med store ambitioner, hvor du får indflydelse på udviklingen af et nyt børn- og ungespor og mulighed for at være med til at forme en indsats, der skal udbredes nationalt.
Om dig
Vi søger en kollega, der motiveres af at omsætte idéer til praksis og følge dem helt til dørs. Du trives både med at koordinere den daglige drift af kunstklubberne og med at udvikle nye samarbejder, skrive fondsansøgninger og være med til at bygge noget, der endnu ikke findes. Det gør du ved at omsætte erfaringer til metoder.
Du er god til at skabe tillid og relationer på tværs af forskellige mennesker, trives i samarbejder på tværs af kunst, civilsamfund og offentlige og almene aktører og deler AKK´s ambition om at alle børn skal have mulighed for at gå til kunst – uanset hvor de bor.
Måske er du antropolog, kunst- eller kulturformidler, projektleder eller har erfaring fra en NGO, en kulturinstitution, en kommune eller foreningslivet.
Det vigtigste er, at du:
- har erfaring med børn og unge som målgruppe
- er god til at skabe relationer og samarbejde på tværs
- arbejder struktureret og selvstændigt
- trives med både den daglige drift og udviklingsarbejde
- har erfaring med fundraising
- er en skarp formidler – både mundtligt og skriftligt
- har erfaring med udvikling af partnerskaber
- har erfaring fra eller kendskab til almene boligområder og/eller samtidskunst
Hvorfor findes AKK?
AKK – Almene Kunstklubber blev stiftet i 2024 med en mission om at skabe nye forbindelser mellem kunsten og den almene boligsektor og udvikle nye måder, hvor kunsten bliver en aktiv del af hverdagslivet.
AKK er en videns- og udviklingsorganisation, der udvikler, afprøver og dokumenterer nye måder at organisere kunst i tæt samarbejde med kunstnere, boligorganisationer, kommuner, kulturinstitutioner og lokale fællesskaber.
AKK arbejder med kunstneriske fællesskaber på tværs af børn og unge, voksne, grøn omstilling og fysisk udvikling af almene boligområder. Børn- og ungesporet er et centralt ben i dette arbejde.
I dag findes der ikke en sammenhængende organisering, der gør det muligt for børn og unge at gå til kunst, sådan som vi kender det fra store dele af foreningslivet. Derfor udvikler vi lokale kunstklubber og de partnerskaber, metoder og organiseringsformer, der kan gøre kunst til en selvfølgelig og blivende del af det organiserede fritidsliv.
Vi tror på, at kunst ikke skal være et tilbud for de få, men et fællesskab for de mange.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 22,5 timer om ugen.
I AKK er vi ikke lønførende. Til gengæld har vi ligeløn for alle sekretariatsansatte. Lønsatsen er fastsat i henhold til AKK´s løn- og personalepolitik, der er udarbejdet i samarbejde med Kooperationen.
Ansættelse ideelt set fra 1. september til 31. december 2026 med mulighed for forlængelse og udvidelse af timetallet. Arbejdsstedet er AKK’s sekretariat i Lundtoftegade på Nørrebro.
Ansøgning
Send en ansøgning til kontakt@almenekunstklubber.dk inden fredag den 14. august 2026 kl 12. Vi forventer at afholde samtaler i uge 34 og 35. Ved spørgsmål kan Marie Finsten Jensen kontaktes på mfj@almenekunstklubber.dk eller 61609529.
Vi glæder os til at høre fra dig, og vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen – uanset alder, køn, etnicitet, religion, handicap eller seksuel orientering.