AKK søger kunstfaglig profil med ansvar for sammenslutningens kunstneriske udvikling
AKK – Almene Kunstklubber søger en kunstfaglig medarbejder, der får ansvaret for AKK´s kunstneriske arbejde og udvikling. Medarbejderen bliver bindeled mellem kunstklubberne i sammenslutningen, lokale boligsociale medarbejdere og AKK´s kunstnere, kuratorer og øvrige samarbejdspartnere.
Om stillingen
Den kunstfaglige medarbejders arbejdsopgaver og ansvarsområder bliver:
- Fondsansøgninger (private kunstfonde) til kunstklubbernes udstillings- og aktivitetsprogrammer samt til nye projekter, medarbejderen selv tager initiativ til sammen med de lokale kunstklubber
- Projektledelse af ovenstående projekter + afrapporteringer
- Drift og udvikling af kunstklubbernes kunstneriske arbejde
- Løbende udvidelse af AKK’s kunstnerkatalog (se www.almenekunstklubber.dk) og kommunikation med tilknyttede kunstnere og kuratorer
- Kommunikations- og formidlingsopgaver med fokus på AKK’s identitet og profil
Arbejdsopgaverne løses i tæt samarbejde med det øvrige sekretariat.
En central del af AKK´s virke er metodeudvikling i krydsfeltet mellem det sociale og kunstneriske felt, hvor der arbejdes bottom-up med demokratisk kuratering – både i udvælgelsen af kunstner, i udviklingen af nye projekter og i AKK’s spirende organisationsopbygning. Den kunstfaglige medarbejder forventes at kunne spille en central rolle i det arbejde.
Om dig
Vi søger en medarbejder, der er dygtig til at samarbejde og til projektledelse. Medarbejderen kender til kompleksiteten i at arbejde socialt engageret på tværs af kunstarter i det offentlige rum og deler AKK´s ambition om at styrke nye stemmer på den danske kunstscene. Det er vigtigt for os, at medarbejderen på én gang kan sikre kunstnerisk kvalitet og facilitere processer, hvor mennesker uden for den etablerede kunstscene får beslutningsmagt over kunstprojekter i deres lokalområder. Vi forestiller os, at medarbejderen har lyst til at blive en del af en ny idealistisk organisation.
Vi forventer, at medarbejderen:
- Har en relevant uddannelse fra kunsthistorie eller lignende
- Har minimum fem års erfaring som kurator eller med projektledelse fra en kunst- eller kulturinstitution eller et initiativ uden for den etablerede kunstscene
- Er metodestærk og har en struktureret og målrettet tilgang til opgaveløsning
- Trives med en bred kontaktflade
- Fungerer godt i et idealistisk og omskifteligt arbejdsmiljø, hvor meget stadig er nyt og under udvikling
- Har et solidt netværk
-
Har gode kommunikationsevner, ligesom erfaring med grafisk arbejde er en fordel
Om AKK – Almene Kunstklubber
AKK blev stiftet i foråret 2024 og fungerer i dag som sammenslutning for en række kunstinitiativer i almene boligområder på tværs af landet – bl.a. i Aarhus, Holstebro, København og Helsingør. AKK’s sekretariat understøtter kunstklubbernes lokale arbejde med kunst og fællesskab. Det gøres blandt andet ved at tilbyde en række ressourcer, klubberne kan vælge fra; fx et kunstnerkatalog, en række metoder, nye projekter og en gruppe af vejledere med forskellige profiler. Fra sekretariatet indleder vi også samarbejder med større danske kunstinstitutioner og laver udviklingsprogrammer, politisk interessevaretagelse og kommunikation. Den kunstfaglige medarbejder bliver en del af et sekretariat på fem personer med kontor i det almene boligområde AKB København, Lundtoftegade på Nørrebro, men kan forvente en månedlig rejsedag. Vi er ved at opbygge en helt ny organisation og arbejdsplads. Derfor er hverdagen omskiftelig, men kan også præges.
Løn- og ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid er 20 timer. I AKK er vi ikke lønførende. Til gengæld har vi ligeløn for alle sekretariatsansatte. Lønsatsen er fastsat i henhold til AKK´s løn- og personalepolitik, der er udarbejdet i samarbejde med Kooperationen. Vi forventer at kunne finansiere en udvidelse af arbejdstiden i løbet af 2026.
Send en ansøgning til kontakt@almenekunstklubber.dk inden fredag den 15. august 2025 kl 12. Vi forventer at afholde samtaler i uge 34 og 35. Ved spørgsmål kan Marie Finsten Jensen kontaktes på mfj@almenekunstklubber.dk eller 61609529.
Vi glæder os meget til at høre fra dig, og vi opfordrer alle til at søge stillingen!