Alice søger barselsvikar til skriveopgaver og opsøgende pressearbejde
Flyder teksterne skarpt fra din pen? Griber du med største selvfølgelighed telefonen, når spændende historier skal plantes? Og har du en stor viden om musik? Så er du måske ALICEs barselsvikar til marketing- og kommunikationsafdelingen.
Flyder teksterne skarpt fra din pen? Griber du med største selvfølgelighed telefonen, når spændende historier skal plantes? Og har du en stor viden om musik? Så er du måske ALICEs barselsvikar til marketing- og kommunikationsafdelingen.
Det regionale spillested ALICE er et unikt kraftcenter for global roots, folk, jazz/improv, elektroniske eksperimenter og i det hele taget nyskabende musik og koncertformater.
ALICE ligger centralt på Nørrebro og rækker ud til hele regionen, ligesom vi samarbejder både nationalt og internationalt. ALICE er et spillested i Danmark, som ikke alene er unikt for sin kunstneriske profil og mangfoldighed, men også stedet i København, hvor vi binder verden sammen med nysgerrighed og udsyn gennem store fælles oplevelser.
Vores faste presse- og kommunikationsmedarbejder skal på barsel fra årsskiftet, og vi søger derfor en barselsvikar, der skal hjælpe vores marketingansvarlige med at annoncere og promovere ALICEs vidtfavnende koncertprogram. Dit ansvarsområde vil være at skrive om ALICEs koncerter og arrangementer til web, SoMe, presse og andre kommunikationskanaler, samt at servicere pressen på bedste vis.
Dine primære opgaver er
- Produktion af koncerttekster og pressemeddelelser
- Opsøgende pressearbejde og pressekontakt
Om dig
Vores nye kollega skal have erfaring med og viden om tekstproduktion, kultur og musik, så vores kommunikation kan flugte fuldstændigt med ALICEs helt særlige koncertprogram og tone of voice. Du skal kunne skrive hurtigt og præcist om mange forskellige typer musik og koncertformater ud fra lige så meget forskelligt pressemateriale. Derudover skal du have erfaring med opsøgende pressearbejde og ikke holde dig tilbage med at ringe til de rette medier og journalister, hvis en god historie skal dækkes. Har du i øvrigt et netværk indenfor den danske presse, er det kun en fordel. I det daglige er du struktureret og i stand til at overholde deadlines, du er fællesskabsorienteret og formår at holde integritet og overblik, også i spidsbelastede perioder.
Om os
Vi er et lille hold, der alle har hands on på vores ansvarsområder. Udover marketing- og kommunikationsafdelingen består vi af et lille produktionshold, en teknikansvarlig, en barchef og frivilligansvarlig, en musikgruppe, der lægger vores program, og en daglig leder. Derudover drives spillestedet af et fantastisk hold af afviklere, bartendere, teknikere og frivillige. Efter 4 år uden fast spillested, er ALICE netop flyttet tilbage til sine gamle, nyrenoverede lokaler på Nørrebro. Publikums reaktion har været overvældende og ALICE blev i foråret 2024 genudpeget som regionalt spillested for den kommende periode. Du bliver derfor del af et spillested i rivende udvikling, samtidig med at du bliver en del af et dedikeret hold af ildsjæle.
Praktisk
Barselsvikariatet er en deltidsstilling på 15 timer ugentligt. Vi forventer tiltrædelse 6. januar 2025 med et par dages overlevering i december. Vikariatet løber til november 2025.
Send os en motiveret ansøgning på max. 1 side samt CV og 2 referencer. Ansøgningsfrist senest mandag 21. november kl 12 til job@alicecph.com. Vi afholder første samtale i uge 48 og mulig anden samtale 3. december. Du vil få tilsendt en mindre skriveopgave i forbindelse med første samtale.
For yderligere oplysninger om stillingen kan ALICEs marketingansvarlige Sebastian Fibiger kontaktes på sebastian@alicecph.com
Mere info om ALICE: www.alicecph.com