Alinea søger en redaktør til kulturfag
Jobbet
Du bliver en del af redaktionen Kunst, kultur og videnskab, der står for udvikling af digitale og analoge læremidler til kulturfagene og de praktisk-musiske fag i grundskolen.
Dit fokus vil særligt være på historie, kristendomskundskab og samfundsfag. Dine arbejdsopgaver vil omfatte redaktionelt arbejde, herunder bl.a. redigering, skrivning og revidering af indhold, udviklingsopgaver herunder konceptudvikling og efterprøvning af nye udgivelsesideer samt opbygning af netværk og samarbejde med eksterne forfattere.
Ansvar og opgaver
Du bliver en vigtig del af en flerfaglig redaktion i Alinea, hvor du vil være med til at sikre, at vores udgivelser lever op til Alineas høje faglige niveau og formidlingsmæssige kvalitet. Du står bl.a. for at redigere, bearbejde og skrive indhold, for kontakten til forfattere og for den redaktionelle proces fra idé til færdigt produkt.
Vi forventer, at du:
- har undervisningserfaring og en god fornemmelse for formidling til forskellige alderstrin i grundskolen
- har en solid faglighed inden for kulturfagsdidaktik og kulturfagene i grundskolen
- har erfaring med at redigere og skrive tekster til forskellige elevgrupper
- har erfaring med projektstyring og kan overholde deadlines
- har gode kommunikative evner – skriftligt, mundtligt og visuelt
- ved, hvad der kendetegner gode undervisningsmaterialer til kulturfag
- kan arbejde selvstændigt, men samtidig indgå i tæt samarbejde med kolleger samt interne og eksterne samarbejdspartnere
- er kvalitetsbevidst og reflekteret omkring dine holdninger og rolle i forskellige situationer
Det er et plus, hvis du:
- har erfaring med at skrive og udvikle undervisningsmaterialer
- har erfaring med musikundervisning i grundskolen
- kender Alineas og Clios undervisningsmaterialer og selv har anvendt dem sammen med elever
- har erfaring med forlagsarbejde
Vi tilbyder
Du vil indgå i en velfungerende redaktion med seks dygtige, ambitiøse og smilende kolleger. Din hverdag vil være præget af intense redigeringsforløb, idéudvikling, samarbejde samt spændende faglige og didaktiske diskussioner.
Vi tilbyder pensionsordning, sundhedsforsikring, frokostordning, gode sociale arrangementer samt en åben og inkluderende kultur i en virksomhed i udvikling. Løn afhænger af kompetencer og erfaringsniveau.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte: Redaktionschef Christian Sandby-Møller på csm@alinea.dk.
Arbejdsadresse:
Vognmagergade 11
Copenhagen K, DK, 1148
Denmark
Ansøgningsfristen er 07/11/2022, og vi afholder samtaler løbende. Du bedes venligst benytte "Apply Now" knappen her på siden for at komme i betragtning til jobbet. Vi modtager ikke ansøgninger på e-mail.
Om Alinea
Alinea er en del af Lindhardt og Ringhof Uddannelse. Forlagshuset Lindhardt og Ringhof består af forlagene Lindhardt og Ringhof og Carlsen, undervisningsforlagene Alinea, Akademisk Forlag og Alfabeta samt det internationale, digitale forlag Saga, der siden 2014 har skabt Danmarks største katalog af e- og lydbøger. Forlagshuset er ejet af Egmont, der også står bag virksomheder som Nordisk Film, Story House Egmont og TV 2 i Norge. Hele Egmont er en fond. Det betyder, at overskuddet går til udvikling af vores medier samt til at hjælpe udsatte børn og unge og støtte filmtalenter.
We bring stories to life.